De to begreber hænger unægteligt sammen. Serviceniveauet overfor børn er simpelthen blevet for højt og fuldstændig misforstået. Hvis vi forældre gør ALT for vores børn, ender vi op med uselvstændige curlingbørn.

Jeg tænker meget over om min kærlighed til O og M og drengene går udover deres naturlige lyst til selvstændighed. Som forælder vil vi jo gøre alt for vores børn, men jeg tror at det er vigtigt at børn bliver stillet overfor krav om egenrådighed og selvstændighed.

Lad mig tage et eksempel. O er 3 år og 8 måneder. Længe har hun selv valgt tøj og taget det på. Hun har fået af vide at idag var vejret til lange bukser og langærmet bluse, at hun skulle huske at skifte trusser og at strømperne skulle matche. Det er gået så fint.
Men forleden morgen tog jeg mig i troligt, at gå ind og finde tøjet frem og give hende det på. Hvorfor ved jeg ikke 🙈 jeg kan ikke huske hvornår denne dårlige vane startede, så de sidste tre morgener er O igen blevet bedt om at finde eget tøj frem og tage det på. Det går nogenlunde – hun er dog svært utilfreds med at skulle tage strømper på selv. Hun kan godt, men det er besværligt og hun gider ikke. Det har vi lige haft et par ture over, men i morges tog hun dem bare på 👏🏼

Jeg glemmer tit at stille krav til mine børn. Selvom vi har børn i alderen 1-11 år, er der ingen der har pligter eller som sådan hjælper til herhjemme. Det synes jeg virkelig er dårlig stil, af mig/os. Og jeg er glad for at jeg er kommet på tanken om at NU skal der andre boller på suppen!

J er fx startet i klub og vil gerne have penge med at snolde for. Det synes jeg er OK, i hvert fald her i starten. Det meste de kan købe er dog usundt, så der skal restriktioner på, på et tidspunkt. Men jeg er modstander af at J forventer at FÅ penge. Vi har derfor aftalt med ham, at i de uger han er her hos os, skal han TJENE sine penge. Det kan han gøre på mange måder. Tage af bordet, bære skraldet ud, støvsuge eller ordne badeværelse og toilet. Alt efter hvor mange penge han ønsker at tjene. Jeg tror ikke, det fungerer sådan hos mor. Men sådan er vilkårene, når de bor i to hjem. Så er der forskellige regler.

Da jeg var 10 skulle jeg ordne toilet og badeværelse hver tirsdag. Det var en del af at være en familie. Sådan var det bare. Ligesåvel som jeg skulle rydde op på værelset, lægge mit eget tøj til vask og lægge det på plads, når det var rent.

Vi SKAL blive bedre til at stille krav til børnene. Det giver en god følelse for børn (og voksne) at føle at man hjælper til og man på den måde bidrager positivt til at familien fungerer.

O har en fase lige nu, hvor hun ELSKER at hjælpe med madlavningen. Og hun får lov – selvfølgelig. Vi takker for hendes hjælp, og bærer over med tabte/spildte ting. Det er jo hvad der sker, når man lærer. Og hun elsker det! Hun er så stolt, når hun kalder på familien “såå der mad!” ??

Til gengæld synes J og S at det er røv-nederen (deres udtryk😳) at skulle støvsuge, vaske op eller ordne toilet. Føj de synes vi er SÅ strenge 😏

Hvad gør I? Tænker I over om jeres serviceniveau er for højt? Stiller I krav til jeres børn? Jer med bonusbørn tænker I over, om I stiller flere krav end der blir i børnenes andet hjem?
Kom med guldkornene 😚

Husk at du kan følge med på Instagram Og nu også på snapchat 😜 Brugernavn: bonusliv

#bonusliv

Mig? Lave noget? Du må da være gal! 😂

Min søde, sjove, trygge og tilpasse datter 💜

Når børn ikke bliver behandlet ordentligt, bliver jeg så ulykkelig indeni. Mit moderhjerte gør ondt og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

I dag har jeg hygget med O og M sammen med mormor i Glostrup. Det har været en skøn dag med hygge, is og glade børn.

Da vi skulle hjem, skulle vi med toget. Vi når det lige akkurat og vi står i mellemgangen, da M sidder i barnevognen og vi kun skal 1 stop. En anden familie stiger på ligesom os. En mor, en far og tre børn. Tre drenge, i alderen 7-11 år tror jeg. Moren er ved at skælde den yngste søn ud. Hun taler ikke pænt til ham – hun virker træt og frustreret. O holder mig i hånden, for stemningen er lidt trykket.
Toget kører meget langsomt og det irriterer drengene, og den store spørger forældrene hvorfor. Der bliver svaret noget i stil med “det ved jeg sgu da ikke, gå dog op og spørg ham der kører toget. Dumt spørgsmål!” Den anden forælder kigger anklagende på den søn, som stillede spørgsmålet og tilføjer “du FATTER jo ikke en skid”.
Kort efter trykker den mindste søn på knappen, så døren går op ind til kupéen. Moren halvråber “stop så for fanden, jeg er så PISSEtræt af dig!” Olivia drejer hovedet op mod mig. Jeg ved hvad hun skal til at sige, så jeg skynder mig at stikke øret helt ned til hende, så hun kan lure at hun skal hviske. “Mor, man må ikke sige pisse”… Jeg hvisker bare, nej skat det må man ikke, tilbage..
Mens vi hvisker, hører jeg et ordentligt DUNK! og kigger forskrækket op og ser den yngste ryge ind i tog-dørene modsat hvor vi tre står. Moren har simpelthen slået/dunket ham hårdt i ryggen!? Jeg blev så overrasket – så forfærdet, så lammet.
O knuger min hånd, og jeg vil bare væk! Anede ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Skulle jeg spørge hvad i alverden de havde gang i eller lade som ingenting? Det var SÅ akavet og jeg var så pinlig på forældrenes vegne og så ked på drengenes. De virkede som en familie fuldstændig uden ressourcer og værktøjer til at komme videre.

Jeg SÅ reelt ikke slaget, men efterfølgende tager den lille dreng forsigtigt fat i morens hånd og prøver at kramme hendes lår/mave og hun ignorer ham bare og taler med faren.

Jeg synes det var såå synd! Hele situationen, sprogbruget og deres indbyrdes kampe. Jeg ved (VIRKELIG!) godt hvor langt ud man kan være kørt som forælder. Men i min verden er der INTET der retfærdiggører at SLÅ/dunke et barn eller at tale så nedladende til dem. Det er BØRN! Generelt er det bare IKKE ok at få børn til at føle at de er til besvær, irriterende eller dumme.

Skulle jeg ha’ sagt noget? Skulle jeg ha’ risikeret en scene, en diskussion med det her forældrepar? Jeg valgte det fra, for min skyld og for mine børns. Men jeg tænker meget på de tre drenge og hvordan deres hverdag er. Måske forældrene er så lullet ind i det, at de synes dén opførsel er ok.

Vi stod af toget og jeg gav O et kæmpekram. Prøvede at forklare at de to forældre var meget sure, men at man ikke må opføre sig som de gjorde. O forstod vist ikke rigtig “alvoren”, men hun var tydeligt påvirket af stemningen og oplevelsen.

Det sidste hun sagde til mig, da vi puttede til natten var “man må ikke slå, vel mor?” ??

Jeg VÉD godt, at det var et øjebliksbillede vi så. Det var tidlig aften, en varm togtur, efter en lang, klam dag, så alle var nok trætte og brugte. Jeg ved det godt, men alligevel….

#bonusliv

Sønnike, glade, lækre M 💚

Færdigt resultat

Jeg har langt om længe fundet den perfekte opskrift på DRØMMEKAGE. Til min smag skal en drømmekage være let, blød og ha’ den perfekte smag af vanilje. Og så skal glasuren ha’ den helt rigtige konsistens.

Her er hvad du skal bruge:

100 gram smør
500 gram sukker
500 gram hvedemel
8 æg
6 tsk bagepulver
4 tsk vanillesukker (med top)
4 dl sødmælk

Glasur:
250 gram smør
200 gram kokosmel
500 gram brun farin
1,5 dl sødmælk

Smør og sukker røres godt med en håndmixer. Smørret skal ikke være smeltet, men blødt. Æggene tilsættes ét efter ét og der røres godt indimellem. Herefter hælder du resten af ingredienserne i.

Dejen (som er ret våd) hældes en bradepande på ca. 30×40 cm og bages ved 200 grader C i alm. (ikke varmluft, da det tager fugten) i ca. 25 minutter.
Når kagen er sat i ovnen, vejes der af til glasur og det smeltes i en gryde, mens kagen bager.

Stik i kagen efter ca. 20 min. Hvis ikke der hænger noget dej ved er den færdig. Kagen tages ud, står lidt og så kommes fyldet på. Jeg plejer at stikke lidt hist og her i kagen med en gaffel inden. Så løber glasuren ned i hullerne og gør kagen dejlig svampet.

Så er der kun tilbage at skrive VELBEKOMME! Jeg glæder mig til at høre jeres mening, når I har bagt den selv.

Jeg ku’ æde hele kagen selv!

#bonusliv

Kan jeg tillade mig at sige tak, men nej tak? Det ved jeg ikke om jeg kan, men jeg gør det! For jeg har virkelig ikke lyst til at det skal ske…

Lige siden O blev født for knap 4 år siden har kun de allernærmeste passet hende. Jeg skal virkelig hvile ved de mennesker som jeg lader have hende uden jeg er der. Det er blevet lidt nemmere efter hun er blevet større, men jeg synes stadig det er svært.

Nu har drengenes mor har spurgt om ikke O må komme hjem til hende og hygge nogle timer med drengene, i hendes uge. Så kan O se deres værelse og få et indblik i deres liv ved hende. Altså uden mig. Dvs. drengenes mor skal “passe” hende.
O er meget glad for drengenes mor, så det er ikke problemet. Jeg er bare ikke TRYG ved det. Der er så få mennesker som har haft O uden jeg var der.

Derudover er F’s ekskone ikke MIT tilvalg i livet – men hun hører med i den pakke jeg har sagt ja tak til. Betyder det så hun skal være en del af mine børns liv. Som andet end drengenes mor. Er det en del af pakken, at mine børn skal have et forhold til hende?

Jeg har ikke hørt O efterspørge at besøge drengene hos deres mor, så jeg ved ikke hvis behov det er. Jeg kan sagtens forstå idéen og ved at forespørgslen kommer fra et kærligt sted. Ligesom O er meget glad for drengenes mor gælder det også den anden vej.
Men jeg bryder mig bare ikke om det. Og det skal jeg “bare” ha sagt. Jeg tænker at når O er større og selv udtrykker ønske om det, så kan det måske godt være.

Men hvordan siger man det? Jeg er jo så konfliktsky og vil ikke såre nogen…

Måske er jeg bare er overbeskyttende, små-paranoid og en anelse emsig. Men den kappe tager jeg gerne på – for JEG skal have det godt, når det handler om mine børn og de mennesker der skal være i deres liv ??

O og jeg ??

Wish me luck!

#bonusliv

Men kun for denne gang! Det har været skønt at tage kontrollen over mit mad-indtag igen og lige tage en kold tyrker! En uge skulle jeg erstatte to måltider om dagen med Forever Ultra (læs mere her) og jeg er normalt ikke til lynkure, men jeg TRÆNGTE til at “straffe” mig selv lidt 😆 (Hvem sagde masochist 🙈)

Nå men, det satte immervæk spark i vægttabet – der er røget svimlende 4,6 kg på 7 dage!! Det er helt vildt og jubiii…!

Her i weekenden slipper jeg imidlertid tøjlerne lidt igen, men fra mandag vil jeg fortsætte med en delvis pulver kur. Denne gang kører jeg Nupo-style og forestiller mig at det lige er vejen frem for mig til de sidste 8 kilo er røget 💪🏼

Nupo Café Latte – bliver spændende at smage!

Det er dog lidt sjovt at tænke på at siden 3. januar har jeg tabt 22 kilo!! Og ved I hvad – samme tid, sidste år vejede jeg i hvert fald 40 kilo mere end nu 😳😳 der er eddermanme dømt thumbs up til mor her!! 😜💪🏼👍🏼

Jeg er dog på ingen måde hellig – i dag har vi flyttet for min søster og svoger og der stod den på pizza i deres nye fælleshave ??👏🏼

F spiser! Han gider IKKE selfie-shoote med mig, når der er pizza 😆

Go’ aften søde læsere 😘😘

#bonusliv

Vi kender hende allesammen. Den der mor, som bare er helt forgabt i alt det lille Søren kan (og IKKE kan, men som hun mener han kan) 🙄
Hun er ekspert i at få os andre mødre til at føle at vores barn ikke er heeelt ligeså god som hendes, ikke ligeså fremmelig og ikke tilnærmelsesvis ligeså lækker og bedårende! (Selvom de åbenlyst er det). Hun er meget out-spoken omkring sit barn og hver en lille ting analyseres til at være en milepæle-sensation. Hun overdriver og smækker barnet op på en latterlig piedestal.
Pudsigt at bemærke er, at barnet til de her mødre ikke altid er så flot (må man sige det om en baby?)🙈

Heldigvis synes enhver so om sine grise 😆

Jeg ved ikke om det måske er pga barnets manglende lækkerness at de har brug for at fremhæve deres lille pode med sætninger som “mmmm mutchi gutchi lille bassemand, du er mors FLOTTE lille mand, kys kys kys, åh du er den LÆKRESTE bebse i hele verden…” eller “Ej NU skal I høre, lille Søren sagde ‘mor, må jeg få noget mad’ fuldstændig utvetydigt…” men vi andre hørte bare Søren sige “bah bah grah grah gruuu mam mam mam”…
Åh vorherre bevares! Hvorfor har man behov for at sidde og sige sådan. Det grænser sig til pinlighed 😩

Jo større dit baby-netværk er, jo større sandsynlighed har du for at møde denne type mor. Hun kan findes i din mødregruppe, terminsgruppe, til salmesang eller babysvømning. Hun kan endda være din tætte veninde! Som pludseligt, og uden varsel, bliver til denne her kamp-irriterende type, når hun bliver mor 😳

Hvordan tackler du hende så, spørger du? Det skal jeg fortælle dig 👍🏼 Du beder hende lukke arret!! Sig til hende at hun skal holde sin kæft med det fis!! – eller vent.. narhj… Det er vist ikke så pænt – og det er langt fra den måde jeg selv tackler hende på 😒 Jeg bruger den mere lowkey måde, hvor jeg bare messer for mig selv “ignorer, ignorer, ignorer” 🙈 Og så bitcher jeg over hende til F (stakkels mand, som kærligt bare giver mig ret) 😂😂

Er jeg en gimpe fordi jeg skriver dette indlæg? Skal en mor ikke have lov at synes om sit barn lige som hun har lyst? JO, for fanden, JO! Det er kun vidunderligt at man som mor er forgabt i sin baby. Man skal have lov at være ligeså utålelig som man overhovedet har lyst til ?? Jeg får bare nok af og til!

Hvem er hun så? Denne mor-type… Er DU hende? Er JEG hende? Vi er ALLE hende… Nogen gange… I nogens øjne! Det er det der er det skønne – vi har forskellige irritations-grænser og halleluja for dét! 😄

Hvis du ikke allerede er irriteret på mig, så følg med via Instagram (klik her) og se bla. hvor VIRKELIG flot min baby er 😂😂 😂😘

#bonusliv

For en uge siden var jeg på sommerhusferie med min mor, O og M. Vi havde valgt at tage i Knuthenborg (hvilket virkelig kan anbefales!), og inden vi om eftermiddagen skulle hjemad, skulle jeg lige prøve vandrutsjebanen 😜 Alene, for min mor skulle se efter O og M imens.

Denne her flotte fyr fik lov at klappe! ?? #kamel

Det var en skidesjov tur! For dælen, det var et tiltrængt adrenalinsus. Da jeg kom ud til min taske så jeg, at F havde ringet 2 gange og ikke sendt en SMS. Det gør han normalt, så jeg ikke når at bekymre mig. Febrilsk ringer jeg ham op og han siger “bare rolig, der er ikke sket mig noget, MEN”. Åhhh jeg HADER de ord…

Det viste sig at F var blev kørt ned på vej hjem fra job. En bilist havde ikke overholdt sin vigepligt og havde ramt ham ved en udkørsel, hvor F kom cyklende på cykelstien. F havde været nede og kysse asfalten godt og grundigt, slået foden og fået nogle grimme hudafskrabninger.

Han havde SELVFØLGELIG sin cykelhjelm på, for det går vi skide meget op i herhjemme! Man SKAL bruge cykelhjelm. Punktum! Der findes ingen undskyldning eller forklaring – andet end at man må være fuldstændig ligeglad med sit liv og dem som elsker én, hvis man vælger cykelhjelmen fra.

F blev ikke ramt i høj fart, og uheldet var ikke så voldsomt. Alligevel har hans cykelhjelm et ordentlig hak.

F’s hjelm

Tænk hvis det havde været hans hjerneskal!? Så havde han ikke bare kunne rejse sig op igen og trække cyklen hjem. Så kunne jeg havde fået lov at besøge ham på traumecenteret. DÉT skræmmer mig sindssygt meget! Jeg kan ikke miste ham – jeg har brug for ham og vores børn har brug for deres far. TAK skat, fordi du pakker forfængeligheden langt væk og altid har hjelm på – tak fra os alle 5 😘

Jeg HÅBER at nogen læser det her og vælger at tage hjelmen på næste gang. Det kan redde dit liv.

Vi har hjelm på!

Del del del, ethvert budskab om cykelhjelmens effekt fortjener at komme frem i lyset 👌🏼#huskhjelmen #komsikkerthjem

#bonusliv

Jeg ved at livet er skrøbeligt. Jeg har mærket det på min egen krop. Min far døde pludseligt i en ulykke. Bum, væk var han, intet farvel, ingen afsked. Bare tomhed og meningsløshed.
Jeg véd at det kan ske.
For nylig blev jeg mindet om det igen. En kvinde på min alder, som jeg kun kendte yderst sporadisk, sov ind pga en hjerneblødning. Efterlader sig tre små børn.
Tænk lige over det… Læs ordene.. Efterlader sig tre små børn…

Tanken om at jeg ikke skulle være her til at se O og M vokse op og blive til dejlige voksne mennesker, er fuldstændig ubærlig. Det er jo min ret som deres mor at være her til deres livs store og små øjeblikke.
Men i nogle tilfælde er skæbnen bare ikke enig, hvor urimeligt det end er.

For mig har det været vigtigt at planlægge hvad der skal ske hvis jeg dør. Og hvis F dør. Hvad skal der ske med O og M?

Jeg synes ikke det er farligt at tale om. Det er trist, men bestemt ikke tabu. Det giver mig en tryghed at vide, at der er lagt en plan. Jeg jinxer det ikke ved at have talt højt om mine ønsker.

Og hvad skal der så ske… Mine organer skal doneres. De må tage rub og stub, alt hvad der kan bruges. Tanken om at nogen kan få et (bedre) liv ved at få noget af mig, som jeg tydeligvis ikke har brug for længere, giver mening i mit hoved. Jeg har naturligvis også taget stilling, så F ikke skal stå med den beslutning.
F har det ligesådan med sine organer, og hvis han dør samtidig, så skal O og M bo hos min søster og svoger. Vi har spurgt og de har sagt ja. Jeg kunne ikke forestille mig at andre end min søster skulle opfostre mine børn. Hun er jo en del af mig, på allertætteste måde. Vi kommer fra det samme DNA, samme hjem, samme værdier.

Jeg vil ikke begraves, men bisættes, kremeres og på “de ukendtes”. Ingen gravsten, ingen mindeplade. Ingen bårebuketter, men en donation til Kræftens Bekæmpelse i stedet for.
Der må gerne spilles GOD musik i kirken – måske min “theme-song”, selvom jeg ikke ved hvilken én det er 😏

Der skal spises kage (ikke wienerbrød) bagefter! Og så håber jeg at dem som elskede mig, vil kunne glæde sig over livet jeg levede.

Hellere med smil på læben end tårer i øjnene ??

Se, det er ikke farligt at sige det højt. Tag snakken – sig dine ønsker højt. Det giver ro.

#bonusliv

Jeg er virkelig en MOR 😆

Jeg blev bonusmor før jeg blev mor.

Jeg havde ikke noget begreb om mor-kærligheden, da jeg kun var bonusmor. Drengene var så små, men alligevel følte jeg ikke den der mor-kærlighed. Men kan man egentligt det med andres børn?

Jeg vidste ikke at jeg ikke følte den, for jeg kendte den jo ikke. Dén kærlighed følte jeg først da O blev født. Og min kærlighed er ikke den samme over mod J og S, som til O og M. Det har jeg skrevet lidt om tidligere i det her indlæg.

Jeg kan dårligt huske hvordan jeg var før jeg selv blev mor, men jeg ved at jeg nu er meget mere opmærksom på hvordan jeg er overfor drengene. For jeg vil gerne give dem alt det som det falder mig naturligt at give til O og M. Her mener jeg alt fra opmærksomhed, omsorg, kærtegn, opdragelse, you name it. For det falder mig ikke ligeså naturligt – så jeg prøver at være opmærksom på det. Jeg kan nok aldrig føle den samhørighed som jeg føler med O og M, men jeg kan gøre mit bedste for at ingen af de fire børn føler en forskel.

Samtidig er jeg nok også blevet mere fraværende, selektiv, træt og ophængt efter jeg blev mor. Jeg har hænderne fulde med mine to små og derfor kan jeg godt nogle gange klaske i sofaen om aftenen og føle at jeg ikke har set drengene. I hvert fald ikke ligeså meget som jeg ser O og M.

Tit ved jeg ikke om dén forskel der er på mit engagement over for O og M kontra J og S, skyldes deres respektive alder eller om det rent faktisk er fordi, at der ER forskel på mine egne og bonus. Større børn klarer sig selv nemmere og kræver knap så meget. Men jeg må ærligt indrømme at jeg allerhelst vil bruge mit krudt på de små – de er jo MINE og jeg er deres. Jeg er deres nummer 1 – hvor drengenes nummer 1 er mor.

Jeg ved at jeg var anderledes overfor drengene før jeg blev MOR. For da havde jeg kun dem. Jeg var nok hverken bedre eller værre – nok bare mere ubekymret.

Fra FØR jeg blev mor og bonusmor 😍

#bonusliv

Jeg har levet som en konge de seneste uger. Jeg er røget tilbage i mit gamle spise-mønster og jeg har faktisk nydt det. Jeg har været så fyldt op af vægttab og af at tænke så meget på mad. Jeg har selvfølgelig holdt hold i hanke med vægten som ligger mellem minus 18-19 kilo. Alt mit synderi har heldigvis ikke sat sig (endnu), men jeg måtte lige have et spark!

En fra min terminsgruppe forhandler Forever Ultra som er et kosttilskud som skal erstatte to måltider om dagen i en uge. Jeg er IKKE fan af quick-fixes, men jeg er fan af los i r…. Og dét trænger jeg til!

Forever Ultra vanille

Lørdag startede jeg derfor op med min vanille-mix blandet med letmælk. Lettere klumpet og tykt, men ned røg det. Jeg er nu på tredjedagen og minus 1,5 kilo (nok bare væske), men jeg hænger lige i ugen ud (til og med fredag). Og så har jeg fundet ud af at blande pulveret med VAND og shake lææænge – så glider det nemmere ned.

Shake Shake Shake

Jeg savner min mad og dét at tygge ret meget, men forsøger mig med gulerødder og agurke stænger. Jeg når ikke minus 10 kilo inden min sommerferie, men har egentligt også bare mest brug for at styre mig selv lidt. Kender I det? JEG vil ha’ kontrollen – så venter spændt på om Fru Sukkertrang vil give mig den tilbage 😜

#bonusliv