Bonusmor – før og efter jeg blev MOR

Jeg blev bonusmor før jeg blev mor.

Jeg havde ikke noget begreb om mor-kærligheden, da jeg kun var bonusmor. Drengene var så små, men alligevel følte jeg ikke den der mor-kærlighed. Men kan man egentligt det med andres børn?

Jeg vidste ikke at jeg ikke følte den, for jeg kendte den jo ikke. Dén kærlighed følte jeg først da O blev født. Og min kærlighed er ikke den samme over mod J og S, som til O og M. Det har jeg skrevet lidt om tidligere i det her indlæg.

Jeg kan dårligt huske hvordan jeg var før jeg selv blev mor, men jeg ved at jeg nu er meget mere opmærksom på hvordan jeg er overfor drengene. For jeg vil gerne give dem alt det som det falder mig naturligt at give til O og M. Her mener jeg alt fra opmærksomhed, omsorg, kærtegn, opdragelse, you name it. For det falder mig ikke ligeså naturligt – så jeg prøver at være opmærksom på det. Jeg kan nok aldrig føle den samhørighed som jeg føler med O og M, men jeg kan gøre mit bedste for at ingen af de fire børn føler en forskel.

Samtidig er jeg nok også blevet mere fraværende, selektiv, træt og ophængt efter jeg blev mor. Jeg har hænderne fulde med mine to små og derfor kan jeg godt nogle gange klaske i sofaen om aftenen og føle at jeg ikke har set drengene. I hvert fald ikke ligeså meget som jeg ser O og M.

Tit ved jeg ikke om dén forskel der er på mit engagement over for O og M kontra J og S, skyldes deres respektive alder eller om det rent faktisk er fordi, at der ER forskel på mine egne og bonus. Større børn klarer sig selv nemmere og kræver knap så meget. Men jeg må ærligt indrømme at jeg allerhelst vil bruge mit krudt på de små – de er jo MINE og jeg er deres. Jeg er deres nummer 1 – hvor drengenes nummer 1 er mor.

Jeg ved at jeg var anderledes overfor drengene før jeg blev MOR. For da havde jeg kun dem. Jeg var nok hverken bedre eller værre – nok bare mere ubekymret.

#bonusliv