Delebørn og opmærksomhed

Når man bliver skilt og har børn betyder det unægtelig at man vil se sine børn mindre end man har været vant til. Man aftaler en deleordning, evt. 7/7 (som herhjemme). Det betyder med andre ord at man kun har sine børn 50% af tiden… Halvdelen af deres liv har man dem kun. Det må dælme ikke være særligt sjovt, at skulle vænne sig til.

Meeen når man så har børnene – SÅ skal der hygges! Der skal suges til sig af kærlighed og man skal udøse af sin opmærksomhed og sin omsorg. Sådan tror jeg mange forældre tænker. Og det leder mig lidt ud af den tangent der hedder forkælede delebørn. Ikke nødvendigvis på materielle ting – men på opmærksomhed. Men kan børn få for meget opmærksomhed?

JA! Det synes jeg godt de kan. Hvis alle forældrenes vågne timer går med at servicere, lege med, gøgle for, at underholde børnene, skaber det et helt forkert billede af hvordan verden er skruet sammen. Børn har brug for lala-tid, hvor de er dem selv, keder sig, tuller rundt eller andet. Weekenderne skal ikke være et stort virvar af aktiviteter og underholdning. Ikke hvis du spørger mig. Jeg tror også det er vigtigt at børn ser at deres forældre laver andet end at være ‘på’ børnene.
Jeg ved, at jeg, hvis jeg var skilsmisse-forælder, ville hoppe direkte i fælden, hvis jeg ikke skulle have mine børn hver dag. Jeg ville hoppe og danse for dem og strække mig meget langt for at bevare den gode stemning.

Men hvad gør vi så herhjemme?
Ja, hvad gør vi… Vi har gøglet og feset rundt og serviceret alt hvad vi kunne, når J og S var her. Weekenderne var fyldt af aftaler, svømmehalsture og Tivoli. For vi skulle virkelig HYGGE os!
Da O så kom til verden, blev meget af min tid og overskud brugt på hende. En baby kræver trods alt mandsopdækning meget af tiden. Men F fortsatte service/opmærksomheds-niveauet overfor J og S.
Da O blev lidt ældre blev både F og jeg blev opmærksomme på, hvor lidt tid F brugte på/med O, når J og S var hos os. Jeg stod for stort set alt med hende og F stod for alt med drengene. Her tænker jeg på leg, lektier, putning, bad m.v. Nu er M her også og kræver også både sin far og mor.

I sagens natur har vi droslet ned på aktiviteterne – både fordi vi har små-små børn igen og fordi drengene (trods alt) er blevet mere selvstændige og selv gerne vil nogle ting af og til.

Men sommetider kan jeg alligevel godt føle, at F’s tid, overskud og opmærksomhed hovedsageligt bliver brugt på J og S, når de er her. Både i forhold til samtaler, men også i forhold til hente/bringe, lektier, leg osv. Det kan føles som om, at jeg hveranden uge er alene med to børn. Jeg bebrejder ikke F, for jeg forstår virkelig godt, at han ønsker at suge til sig af J og S, når de er her. Men hvad med O og M? Mangler de deres far lidt hver anden uge? Og hvad med mig, min rolle som bonusmor; giver jeg nok af min tid til J og S efter O og M er kommet til?

Vi taler om det herhjemme. Vi prøver at dele de praktiske gøremål Det er nok meget sundt at være obs på at vi kan have en udfordring. Samtidig forsøger vi at alle bliver set og hørt. Vi forsøger at forklare J og S, at her er FIRE børn som skal have den samme opmærksomhed og omsorg. O forsøger stadig at forstå, at drengene også bor et andet sted og at de har en anden mor. Hun synes stadig det er underligt – og hun SAVNER sine storebrødre så meget i de uger, de er hos deres mor. Jeg vil bare så nødig at nogen af vores børn føler sig overset eller i underskud pga. vores familie-konstellation.

Jeg håber at vi formår at manøvre rundt i dette, så alle børn føler sig lige meget som en del af vores lille familie – at de er vigtige og uundværlige hver især. Og at de er lige elsket og afholdt. For det er de <3

#bonusliv