Efter 6½ års kæresteri, to børn og noget der minder om fællesøkonomi, faldt Frederik på knæ! Jeg svarede selvfølgelig JA! Med hele mit hjerte og sjæl!
Det skete i Tyrkiet i sommers, vores første dag dernede. Ungerne var lagt og han og jeg sad på altanen og drak en kold Efess. Søde, nervøse Frederik talte om vores liv og at han var glad for dét vi har, dét vi kan sammen og at vi er bedre sammen. Jeg havde ikke set det komme, men han faldt på knæ og fandt den fineste ring frem.
Vi skal giftes den 20. maj 2017 i Brøndbyøster Kirke. Den 20. maj er helt speciel for mig, da det var dén dag mine forældre mødte hinanden. På Frederiksberg, den 20. maj 1979. At det netop er dén dato, får mig til at føle at så er min far lidt med, og dét betyder alverden.
Nu skal vi igang med alle forberedelserne – vi glæder os meget! Mest fordi vi skal fejre vores kærlighed med alle dem vi holder af – vores familie og vores venner, nye som gamle. Det blir skønt!
Puha… Der har længe været stille på bloggen. Jeg har ikke haft tid eller overskud til at skrive. Jeg har ellers haft rigeligt at skrive om. Jeg har bare ikke kunne finde motivationen. Bloggen blev nedproriteret i forhold til arbejde, familielivet og søvn. Men egentlig også fordi jeg har tøvet. Vil jeg blogge? – og for hvis skyld blogger jeg. Det gør jeg jo for min skyld – men jeg må også tænke på at de ting jeg blogger om vedrører menneskene i mit liv – store som små.
Selvom der ikke findes forbudte følelse – så er det måske ikke alt som behøver at være foreviget på skrift på internettet. Jeg vil ikke såre nogen og jeg vil ikke udstille nogen.
Så jeg har funderet lidt over hvordan jeg ville gribe det an – og OM jeg overhovedet villle gribe det an, eller om bloggen måtte lade livet.
Jeg er stadig i tvivl. Især om de svære ting, der eksisterer i alle familier. Alle de ting der ikke er rosenrøde. Udfordringerne som bonusmor, som kæreste og som mor. Jeg ønsker ikke at fremstille mit liv, min hverdag som rosenrød, for det er den langt fra. Men hvordan skriver jeg ufiltreret, på en sober måde. Det grubler jeg lidt over.
Jeg har samtidig følt at jeg ikke havde tid – jeg har følt at jeg har gjort alt halvt. Jeg har ikke haft tid nok til at gøre det godt nok – hverken som mor, bonusmor, kæreste eller kollega. Det har jeg heldigvis valgt at gøre noget ved!
Jeg har søgt – og fået! – et nyt job. Et deltidsjob på Brøndby Kommune, som kun ligger et par kilometer væk. Jeg er meget glad og lettet! Jeg har følt lidt at jeg var fanget økonomisk i mit job. At vores økonomi ikke kunne bære, at jeg fandt noget andet som gav mig mindre udbetalt.
Men mange ting har flasket sig, ting som jeg ikke troede muligt, er lykkedes og har åbnet denne dør for mig. Jeg tror ikke på liv efter døden, men HVIS der er, så véd jeg at min kære farmand har haft en finger med i spillet. Tak far <3
Jeg ved også at alle ikke har samme mulighed og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg ved at jeg er meget priviligeret og heldig. Jeg sætter pris på at vi som familie får noget mere tid og at vi kommer til at nyde livet i langt højere grad.
Jeg håber også at tiden gør, at jeg kan skrive lidt igen. Om alt muligt – også de dumme ting. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan. Håber I stadig har lyst til at følge med – det vil glæde mig hvis I har 🙂
Det er en ny uge. Hverdagen er begyndt hos os. Jeg er startet på arbejde efter 15 måneders barsel. Frederik er ved at køre Mathias ind i vuggestue og starter job 1. september. Olivia er startet i børnehaven efter knap 5 ugers ferie. Begge børn sover elendigt om natten ? nok pga. hele virkeligheds-ræset igen. Og så har de fået nyt værelse, som de deler. Jeg er træt ? og det er kun tirsdag. Det er en lige uge, derfor er drengene hos os. De kom i går. Jeg føler ikke jeg kan ikke overskue det. Det er hårdt! Der er betydelig forskel på at have 2 eller 4 børn. Vi får mere travlt, mere stress, når de er her. Vi forsøger at nå det hele vha. planlægning. Hvem henter, hvem bringer, hvem laver mad, hvem kører til træning og så videre. Al den planlægning kan være stressende. Det er logistik på højt plan. Og det er jo ikke drengenes skyld ? det er bare vilkårene ved delebørn. Når vi har dine og vores børn.
Jeg savner F, når drengene er her. Hans tid forsvinder. Den forsvinder, mens han får maskinen til at glide. Han laver mad, vasker op, smører madpakker, laver lektier. Jeg bader børn, leger, læser bog og putter. Jeg klager ikke over fordelingen. Men jeg savner ham ? tiden om aftenen, når de små sover. De store sover senere og det passer næsten med, at jeg sover samtidig. Det er min egen skyld, ja, men med så mange opvågninger hver nat, er jeg nødt til at gå tidligt i seng.
Men jeg vil så gerne skrive på min blog. Jeg vil gerne være aktiv i min ?NYE 100 dage uden sukker med bonusliv? gruppe. Jeg vil gerne gå en tur, få lidt motion. Jeg vil gerne se mine veninder. Jeg vil godt tale med Frederik. Jeg vil gerne planlægge bryllup. Men jeg når det ikke. Ikke altid, ikke det hele og ikke hver dag.
Der går (unægteligt) tid fra mig og mine børn, når drengene er her. Det synes jeg er hårdt. Det synes jeg er udmattende. Jeg skal være meget mere på, når drengene er her. Men jeg har jo selv valgt det. Men selvom jeg selv har valgt det, er det vel også OK at sige at det er hårdt? Det er jo ikke det samme som at fortryde. For jeg fortryder intet.
Men jeg savner at kunne tale højt om MINE følelser, MINE tanker og MINE behov.
Det er længe siden jeg har skrevet om mit bonusliv på bloggen. Det har været sommerferie. Drengene har været ved deres mor i 3 uger først og dernæst hos os i 3 uger, hvoraf vi var 14 dage i Tyrkiet. Jeg har haft masser af ting at skrive ? men jeg har ikke følt jeg har haft tiden. Eller overskuddet. Samtidig har jeg tænkt over hvor min grænse går. Er mine følelser FOR tabu? Er det normalt at føle dét jeg føler. Jeg savner et sted, hvor bonusmorens tabuiserede følelser og oplevelser bliver italesat. Men skal det sted være min blog? ? stedet hvor jeg åbner op for de (forbudte) tanker. Jeg håber jeg TØR. For jeg føler der er et behov. Ikke kun for mig ? men for mange bonusmødre. Vi føler (ofte) noget, som vi ikke må sige højt. Eller noget vi ikke kan lide at sige højt. For så lyder vi onde og ikke-rummelige. Men det ville være rart at vide, at andre har det ligesom mig. Bare nogen gange.
Det var nogle meget personlige tanker, direkte fra mit hoved til mit tastatur. Tag godt imod dem ??
For en uge siden var jeg på sommerhusferie med min mor, O og M. Vi havde valgt at tage i Knuthenborg (hvilket virkelig kan anbefales!), og inden vi om eftermiddagen skulle hjemad, skulle jeg lige prøve vandrutsjebanen 😜 Alene, for min mor skulle se efter O og M imens.
Denne her flotte fyr fik lov at klappe! ?? #kamel
Det var en skidesjov tur! For dælen, det var et tiltrængt adrenalinsus. Da jeg kom ud til min taske så jeg, at F havde ringet 2 gange og ikke sendt en SMS. Det gør han normalt, så jeg ikke når at bekymre mig. Febrilsk ringer jeg ham op og han siger “bare rolig, der er ikke sket mig noget, MEN”. Åhhh jeg HADER de ord…
Det viste sig at F var blev kørt ned på vej hjem fra job. En bilist havde ikke overholdt sin vigepligt og havde ramt ham ved en udkørsel, hvor F kom cyklende på cykelstien. F havde været nede og kysse asfalten godt og grundigt, slået foden og fået nogle grimme hudafskrabninger.
Han havde SELVFØLGELIG sin cykelhjelm på, for det går vi skide meget op i herhjemme! Man SKAL bruge cykelhjelm. Punktum! Der findes ingen undskyldning eller forklaring – andet end at man må være fuldstændig ligeglad med sit liv og dem som elsker én, hvis man vælger cykelhjelmen fra.
F blev ikke ramt i høj fart, og uheldet var ikke så voldsomt. Alligevel har hans cykelhjelm et ordentlig hak.
F’s hjelm
Tænk hvis det havde været hans hjerneskal!? Så havde han ikke bare kunne rejse sig op igen og trække cyklen hjem. Så kunne jeg havde fået lov at besøge ham på traumecenteret. DÉT skræmmer mig sindssygt meget! Jeg kan ikke miste ham – jeg har brug for ham og vores børn har brug for deres far. TAK skat, fordi du pakker forfængeligheden langt væk og altid har hjelm på – tak fra os alle 5 😘
Jeg HÅBER at nogen læser det her og vælger at tage hjelmen på næste gang. Det kan redde dit liv.
Vi har hjelm på!
Del del del, ethvert budskab om cykelhjelmens effekt fortjener at komme frem i lyset 👌🏼#huskhjelmen #komsikkerthjem
Jeg ved at livet er skrøbeligt. Jeg har mærket det på min egen krop. Min far døde pludseligt i en ulykke. Bum, væk var han, intet farvel, ingen afsked. Bare tomhed og meningsløshed.
Jeg véd at det kan ske.
For nylig blev jeg mindet om det igen. En kvinde på min alder, som jeg kun kendte yderst sporadisk, sov ind pga en hjerneblødning. Efterlader sig tre små børn.
Tænk lige over det… Læs ordene.. Efterlader sig tre små børn…
Tanken om at jeg ikke skulle være her til at se O og M vokse op og blive til dejlige voksne mennesker, er fuldstændig ubærlig. Det er jo min ret som deres mor at være her til deres livs store og små øjeblikke.
Men i nogle tilfælde er skæbnen bare ikke enig, hvor urimeligt det end er.
For mig har det været vigtigt at planlægge hvad der skal ske hvis jeg dør. Og hvis F dør. Hvad skal der ske med O og M?
Jeg synes ikke det er farligt at tale om. Det er trist, men bestemt ikke tabu. Det giver mig en tryghed at vide, at der er lagt en plan. Jeg jinxer det ikke ved at have talt højt om mine ønsker.
Og hvad skal der så ske… Mine organer skal doneres. De må tage rub og stub, alt hvad der kan bruges. Tanken om at nogen kan få et (bedre) liv ved at få noget af mig, som jeg tydeligvis ikke har brug for længere, giver mening i mit hoved. Jeg har naturligvis også taget stilling, så F ikke skal stå med den beslutning.
F har det ligesådan med sine organer, og hvis han dør samtidig, så skal O og M bo hos min søster og svoger. Vi har spurgt og de har sagt ja. Jeg kunne ikke forestille mig at andre end min søster skulle opfostre mine børn. Hun er jo en del af mig, på allertætteste måde. Vi kommer fra det samme DNA, samme hjem, samme værdier.
Jeg vil ikke begraves, men bisættes, kremeres og på “de ukendtes”. Ingen gravsten, ingen mindeplade. Ingen bårebuketter, men en donation til Kræftens Bekæmpelse i stedet for.
Der må gerne spilles GOD musik i kirken – måske min “theme-song”, selvom jeg ikke ved hvilken én det er 😏
Der skal spises kage (ikke wienerbrød) bagefter! Og så håber jeg at dem som elskede mig, vil kunne glæde sig over livet jeg levede.
Hellere med smil på læben end tårer i øjnene ??
Se, det er ikke farligt at sige det højt. Tag snakken – sig dine ønsker højt. Det giver ro.
Jeg elsker F. Det hersker der ingen tvivl om. Han er den perfekte mand – for mig.
Men hvordan formår man at holde liv i kærligheden med to små børn og to halvstore bonusser. Jeg ved ikke om jeg har svaret på dét, men herhjemme har vi lovet hinanden kærlighed. Vi har lovet at elske hinanden indimellem, og på trods af, opdragelse, rengøring, tøjvask, lektier, legeaftaler og hente/bringe kørsler. Vi har lovet hinanden at kærligheden ikke er en variabel – det er det konstante i vores liv. Jeg føler mig tryg i de løfter vi har givet hinanden – jeg véd at selvom det hele er pissehårdt, jeg ikke har været i bad, jeg er skidesur og drøn-urimelig, så elsker han mig. Og omvendt.
F er min bedste ven; det er ham som kender mig fra mine bedste og værste sider. Jeg véd at han altid vil mig det allerbedste, ligesom jeg vil ham det. Vi giver plads til at vi hver især kan gøre de ting vi har lyst til og vi under hinanden stunder, hvor vi laver dét der gør os glade. Både sammen og hver for sej.
Vi nyder at gøre ting for hinanden. At se den anden blive glad for den lille ekstra indsats man gør i hverdagen – bare for at glæde den anden. Vi kender hinandens særheder og vi bærer over med dem. Vi er en herre-godt team, både som par og forældre. Dét siger vi også til hinanden, for det er vigtigt at rose hinanden, for dét vi har sammen er værd at blive italesat og fejret.
Jeg nærer den største tillid til F og jeg – måske endda en lidt naiv tro på at dét vi har er noget særligt. Jeg vil have lov at nyde min naivitet, og dyrke den, i troen på at vi ikke går fra hinanden (som rigtige mange forældre gør). Jeg nyder nuet med F og tror ikke jeg jinxer det ved at sige højt, at jeg tror på os to sammen resten af livet <3
Jeg er ikke bange for at lægge mit hjertes i F’s hænder, for jeg ved han passer på det <3 Det har han lovet…
Til de af jer som nåede så langt, uden at himle med øjnene, tak! Fejr jeres kærlighed og nyd den! Og husk at livet er lige NU 😉
#bonusliv
Ps. Måske indlægget skyldes at jeg allerede er lidt sukker-høj hihi
Livets forskellige stadier har det med at bringe nogle af de mest irriterende spørgsmål med sig. Vi kender dem alle.
Da jeg blev single som 23-årig efter et længere parforhold, bemærkede jeg det første gang. Pludseligt kom spørgsmålet oftere og oftere “Skal du ikke snart finde en kæreste?” Ofte blev spørgsmålet stillet til de der obligatoriske familie-sammenkomster med Tante Olga og Onkel Spradebasse. Jeg svarede altid “Jo jo, jeg når det nok”.
ENDELIG møder jeg F. En dejlig mand, som gerne ville være MIN kæreste! Men så kom spørgsmålet “Har I tænkt på børn?”… Øøøøh hvad kommer det dig ved?! Hvis jeg ikke selv nævner det, er det nok fordi jeg ikke gider snakke om det.
SÅ blev jeg gravid… Aahhh ro på, ingen spørgsmål. For nu havde jeg manden, jeg ventede ønskebarnet. Hvad kunne ellers interessere andre (ligegyldige mennesker)? Ha ha jeg blev klogere! Tror lige akkurat O var blevet taget ud af min mave, førend spørgsmålet kom “Hun skal da være storesøster på et tidspunkt, ikk?” Say what?! Jeg var blevet kørt over af en damptromle – min mave var flået op ved et ret akut kejsersnit, mine bryster var på størrelse med Linses, min brystvorter føltes som om de var blevet kærtegnet med det groveste sandpapir. Lige dér, er det IKKE næste barn man tænker på. Og da slet ikke den AKT der skal til, for at lave flere børn – bare tanken og hele en kroppen går i alarmberedskab.
Men nu var hun her jo, den smukke O, og hun sku da ha vand i håret ved en kirkelig ceremoni. Sååå kom spørgsmålet “Skal I måske giftes samtidig?” Hmmmm naarhj, dét var ikke lige planen. Så havde du nok hørt det! Og hvis det endelig var, så lad os da ha’ lov at overraske selskabet, som vi tydeligvis vil, hvis vi ikke har sagt noget om det.
Senere hen kom også M til verden. Her ændrede spørgsmålet sig lidt og blev til “I skal da IKKE have flere børn, vel?”. Dét har jeg skrevet min mening om i blog-indlægget af samme navn (klik på teksten i gåseøjnene).
Nu er vi her. To børn rigere, intet ægteskab, og der er ro på spørgsmålene. Dem som kender os ved at vi ikke skal købe hus. Vi skal heller ikke giftes (HVIS jeg nogensinde bliver spurgt, har jeg tænkt mig at bruge enhver tænkelig kommunikationsform for at gøre ALLE opmærksom på at JEG skal giftes haha). Sååå hvad er der tilbage at spørge om? De fleste har pli nok til ikke at stille spørgsmålet “Nåå, skal I snart skilles (gå fra hinanden)?”. Men det er vel dér jeg er nået til i livets irriterende spørgsmål, skilsmissen.
Først kæreste, så flytte-sammen, så huskøb, så bryllup, så barn, så barn igen, så skilsmisse… Ikke alle får samme spørgsmål, ikke alle oplever de samme livsændrende ting (heldigvis), men vi kender alle spørgsmålene. Vi støder på dem i forskellige sammenhænge og vi kaster op over dem.
Måske en dag vil nogen spørge mig om jeg taget stilling til en eventuel begravelse, og til det kan jeg svare JA, bisæt mig, spil en glad sang i kirken og kom mig på de ukendtes. Hold en fest og fejr dét liv der var 😉
Ha ha lidt surrealistisk, men jeg tror de spørgsmål er en del af livets cyklus. De er skide irriterende, men jeg tror bare de er tegn på andre menneskers oprigtige interesse i én. Helt ærligt, så stiller jeg dem jo også selv. Vi mennesker er født nysgerrige, mig selv inklusiv. Tænk hvis jeg skulle gå glip af noget! 🙂
Hvad får DU af irriterende spørgsmål – og hvad svarer du? Glæder mig til at læse med.
(min mand er naturligvis undtaget fra ethvert punkt ;))
#1 Piller bussemænd i bilen, hvad sker der for det?! Bilen er ikke dit gemmested, mester! Der er VINDUER i – dét betyder at jeg godt kan se dig!
#2 Retter på Hr. Diller i offentlighed. Jamen, det kan man da ikke?! Uanset hvem DU er (næsten), trænger jeg ikke til at mit fokus er i dét område. Driller den, så gå på toilettet og ret den. Klør den, så gå til lægen – det skal den helst ikke!
#3 Lader toiletbrættet være oppe! Det hører til nede – sammen med ‘låget’. Sådan skal et toilet se ud, når det ikke er i brug. Med begge bræt nede! Punktum. Det er drøn-hamrende irriterende at sætte sig på et toilet, hvor brættet ikke er nede. Trods størrelsen på en unavngivet kvindes ret store Frk. Bagdel, er det så klamt at sætte sig på brættet og ryge ned og blive halvvåd på ballerne! Det leder mig hen til næste punkt…
#4 Tisser ved siden af, WTF?! Kan du ikke ramme, når du står, så sæt dig! Hvis du skal tisse SÅ meget, at det sprøjter ud til alle sider, så sæt dig! Hvis du drypper af til slut i tissetåren, så læn dig frem , så du (stadig) rammer!
#5 Ser fodbold! 22 mænd (ikk?) og 1 bold.. Det er da dømt til at blive kedeligt! Desuden hjælper det IKKE at du hujer, råber eller kommenterer som om du ved tusind gang bedre end træneren. Det gør du ikke!
#6 Sjældent forstår det vi mener. I forstår kun dét vi rent faktisk siger med ord – ikke alt det mellem linierne. Kom ind i kampen, I ville slippe for meget brok, hvis I bare forstod lidt mere.
Mit første indlæg fyldt af klichéer, men skidesjovt at skrive (abe der holder sig for øjnene). Det gode er, at jeg ikke kunne komme på flere ting – ikke i skrivende stund. Hvad mangler jeg? Kom med din bedste kliché om irriterende ting (mange) mænd gør 🙂
#bonusliv
Hvis du kunne tænke dig at følge mere med i min hverdag fyldt med mommy-issues, bonuslivet, barselslivet og vægttab, så find mig på Instagram her 🙂
Min søster har lige sendt en artikel til mig (læs den her). Den har hele 10 grunde til at bonusforældre bør hyldes. For det skal vi da! Det er dælme ikke altid nemt at være forældre for andres børn. Det kræver et helt andet overskud og tålmodighed ? og selv om det er noget vi selv har valgt, så kan det godt være hårdt. Vi bliver i tvivl om det var det rigtige valg og vi bliver i tvivl om vi gør det godt nok. Vi skal hele tiden forholde os til vores partners tidligere liv og vi skal leve med vores partners eks på tætteste hold.
Vi tænker hele tiden at vi skal fordele kærlighed og opmærksomhed ligeligt mellem egne børn og bonusbørn. Vi elsker dem med hud og hår, men det er ikke den samme kærlighed som den vi har til vores egne børn. Den er ikke ubetinget, men den er inderlig. Det kræver enighed omkring opdragelse med ens partner og det kræver at ens partner udviser blind tillid til, at man kun vil børnene det allerbedste. Det kræver at ens partner kan give plads til at vi, som bonusforældre, må opdrage, irettesætte, trøste og elske. Det kræver respekt bonusbørn og bonusforældre imellem ? børnene har ikke valgt os, men vi har valgt dem. De er en del af pakken og de har jo været med til at forme det menneske vi har forelsket os i.
Jeg synes det er en god idé at hylde bonusforældre! Selvom det er selvvalgt, er det altid rart at få et skulderklap ? at få at vide at man gør det godt. Det kan være tiltrængt, for det er ikke nemt. Prøv du selv at skulle leve sammen andres børn ? og giv så den nærmeste bonusforældre en high-five! Og hvis du lever I en sammenbragt familie, så husk at rose hinanden for jeres indsats og værdsæt dén kærlighed, bonusforældre nærer til dine børn. Dén kærlighed er speciel, for den er valgt til.
Jeg synes også at bonusbørn skal hyldes ? i langt større grad end bonusforælderen egentligt. For de har IKKE valgt situationen. De er blevet kastet ud i dine, mine og vores fordi mor og far ikke kunne finde ud af det sammen. De skal også vide at de gør det godt. Det gør mine bonusbørn i hvert fald. Det kan ikke være nemt at skulle navigere rundt i to hjem, to ?nye? voksne og søskende både her og der. Husk det, når du som bonusforælder kan føle dig en smule fyldt op ? for det gør man virkelig af og til. Nogen gange tænker jeg i hvert fald ?skide være med det, jeg kan ikke mere?. Men det kan jeg jo ? og det vil jeg jo gerne. Også de dage hvor det er hårdt. Jeg har i hvert fald en helt klar plan om at se mine to bonussønner blive teenagere, store drenge og voksne mænd. Det er ikke kun F jeg elsker ? jeg elsker også dem.
Når de så siger ?H, HVIS du og far skal skilles, så vil vi også gerne bo hos dig noget af tiden?.? ja, så ved jeg at de også elsker mig. Tak drenge <3
I dag er det 6 år siden jeg mødte F. Det har været 6 år fyldt med kærlighed, latter, udfordringer, tårer, frustrationer, glæde og lykke. Alle de aspekter som et liv skal indeholde. Livet omkring os har givet mange bump på vejen de sidste 6 år, men vores kærlighed har været konstant.
Jeg vidste ikke jeg skulle møde mit livs kærlighed og bedste ven den tirsdag aften. Jeg troede faktisk at han var alt det jeg ikke ville have. Men det viste sig, at han var lige præcis dén jeg havde brug for. Hans kærlighed til mig er mit livs gave og jeg tror, at vi blev sat i verden hver især for at gøre hinanden til den bedste udgave af os selv. Sammen er vi stærke og vi er hinandens bedste venner. Han begærer mig og elsker mig præcis som jeg er. Ingen facade, intet spil. Bare kærlighed.
Jeg ved at de vi har sammen, det liv vi har bygget op, er noget helt specielt. Vi nyder hinandens selskab. Jeg elsker når han er helt ødelagt af grin, fordi jeg er så klodset, forvirret og rundt på gulvet. Jeg elsker at vi kan bruge en hel aften på at høre musik i køkkenet, drikke kaffe og snakke om minder. Jeg elsker at han altid er rolig, når jeg stresser. Jeg elsker at han altid får mig til at føle at jeg er verdens smukkeste kvinde. Jeg elsker at han har gjort mig til mor. Jeg elsker at han forguder mig og at han ville hente månen ned til mig, hvis jeg bad ham om det.
Han er ikke min ridder i rustning, men han er i sandhed min klovn i sølvpapir. For sådan er han – han er fjollet, glad og sjov. Han får mig til at grine.
F besidder så mange af de egenskaber, jeg selv ville ønske jeg havde og han har det største hjerte. Han er gavmild, venlig og han er en vidunderlig far. Jeg føler mig som verdens heldigste kvinde fordi jeg får lov at vågne op med ham hver morgen.
Vores kærlighed er bedre end den i eventyrene ? for den er virkelig! Den er ærlig og dybfølt og fuld af respekt og omsorg. Vi har valgt hinanden og vi passer på vores kærlighed ? for den er bevaringsværdig og speciel, i hvert fald for os.
Jeg håber inderligt på resten af livet med ham <3 Han er på alle måder min livsledsager.
