Da Olivia fyldte 4 år den 17. oktober havde både Frederik og jeg taget fri og vi havde aftalt med drengenes mor at vi kunne få dem dagen i forvejen, så de var der om morgenen, når der skulle synges fødselsdagssang. Samtidig skulle de tilbringe dagen hos os og fejre Olivia – så ville de blot blive afleveret efter aftensmaden. Olivia er kæmpefan af drengene, så jeg glædede mig på hendes vegne over at vi kunne låne dem.

Planen var at efter morgenmad og gaver skulle vi i Dinos Legeland alle 6 og mormor.

Under morgenmaden undrede drengene sig, da de troede de skulle hjem til deres mor efter morgenmaden. Der var gået noget galt i kommunikationen om hvornår og hvor længe. Ikke desto mindre ville de gerne med i Dinos Legeland, så vi tog derud.

Efter nogle timer kedede de sig (til trods for det gigantiske legeland). Vi prøvede at rende lidt rundt med dem og hoppe i trampoliner, rutsje på rutsjebaner osv.
Men noget andet trak i dem. Sebastian sagde (da vi var alene på et tidspunkt) at han gerne ville hjem til sin mor. Hans stedbror var derhjemme, var forklaringen. Jeg forsøgte at skjule min skuffelse og ærgrelse og fik fat Johannes, som, da han blev spurgt, egentlig også gerne ville derhjem. Mit hjerten sank helt ned i maven. Jeg lagde ansigtet i de rette folder og sagde at jeg lige ville snakke med Frederik og så løb de ud og legede.

Jeg er naturligvis glad for at drengene er trygge nok til at udtrykke deres ønsker uden hensynstagen til Frederiks eller mine følelser. Det skal jo aldrig blive deres hovedpine, at de evt. sårer os ved at vælge mor. MEN jeg blev SÅ ked af det. Mest på Olivias vegne. Men også på dén der utilstrækkelige måde. Jeg følte vi (igen) blev fravalgt, at Olivia blev fravalgt og jeg kunne virkelig mærke løvemoren i mig boble og syde. I øjeblikket var jeg nærmest vred og synes de var ubetænksomme og egoistiske. Hvordan kan man fravælge at tilbringe dagen med sin søster, når hun har fødselsdag?

De blev selvfølgelig kørt hjem til deres mor. Vi vil jo ikke “tvinge” dem til at være her, hvis de hellere vil derhjem. Men jeg havde ikke kunne skjule min skuffelse godt nok, for deres morskrev til Frederik og spurgte om jeg var OK, da Johannes havde sagt at jeg virkede ked. Åh, den svéd! Det var ikke meningen at mine følelser skulle skinne igennem! Men jeg var ked – og skuffet. Men er det fair at lade BONUSbørnene se det?

Jeg har tænkt over det og jeg lagde nok for meget i det. Jeg VÈD at mor er førstevalget. Jeg ved også at drengene havde troet de skulle derhjem lige efter morgenmaden, så der var en uklar forventningsafstemning. Jeg ved også at det er vilkårene i en sammenbragt familie – at der er fravalg og tilvalg.
Men jeg har bare aldrig tænkt, hvor meget det ville berøre mine børn. Savnet og længslen, havde jeg ikke forudset. Olivia forstår godt, at drengene har en anden mor, men hun mangler dem, når de ikke er her. Det er kommet bag på mig, at det ikke kun er drengene som er skilsmissebørn – mine børn er det på sin måde også. De skal undvære deres brødre ret meget af tiden og det har de ikke selv valgt. Omvendt kender de ikke til andet og tak for det.

Det er Frederiks og mit job at få vores familie til at køre. At gøre den til en rar, omgængelig og tryg base. Jeg skal øve mig i ikke at blive skuffet eller fornærmet over fravalg, men vi som familie skal også øve os i at alle følelser er OK. Også de irrationelle og urimelige. Og vi skal øve os i at have forståelse for at vores handlinger kan have effekt på andres følelser.

Oventående er i dén grad et resultat af en sammenbragt familie – for havde drengene været mine biologiske børn, havde jeg reageret anderledes. Så havde forklaret at når én af os har fødselsdag, hygger vi os sammen, allesammen. Punktum. Så hvorfor sagde jeg ikke bare det? Jeg ved det ikke – men det bekrfæter mig bare i, at tingene ikke er sort/hvid. For en sammenbragt familie er der mange gråzoner – og nogle gange føler jeg, at jeg famler rundt i blinde.

Jeg tænker at I andre bonusmødre kender følelsen. I kan mærke hvordan jeg har haft det i situationen. Jeg har været i tvivl om om jeg ville skrive det her indlæg. For det er personligt og privat – det er mine (forbudte) følelser. Og jeg vil understrege, at det handler om MIG, ikke drengene. Jeg synes (set i bakspejlet) ikke at de har gjort noget forkert. Det er blot mig, som kunne have håndteret situationen langt bedre.

#bonusliv

Fødselsdagspigen

Olivia 4 år

Søskendecruising

Puha… Der har længe været stille på bloggen. Jeg har ikke haft tid eller overskud til at skrive. Jeg har ellers haft rigeligt at skrive om. Jeg har bare ikke kunne finde motivationen. Bloggen blev nedproriteret i forhold til arbejde, familielivet og søvn. Men egentlig også fordi jeg har tøvet. Vil jeg blogge? – og for hvis skyld blogger jeg. Det gør jeg jo for min skyld – men jeg må også tænke på at de ting jeg blogger om vedrører menneskene i mit liv – store som små.
Selvom der ikke findes forbudte følelse – så er det måske ikke alt som behøver at være foreviget på skrift på internettet. Jeg vil ikke såre nogen og jeg vil ikke udstille nogen.
Så jeg har funderet lidt over hvordan jeg ville gribe det an – og OM jeg overhovedet villle gribe det an, eller om bloggen måtte lade livet.
Jeg er stadig i tvivl. Især om de svære ting, der eksisterer i alle familier. Alle de ting der ikke er rosenrøde. Udfordringerne som bonusmor, som kæreste og som mor. Jeg ønsker ikke at fremstille mit liv, min hverdag som rosenrød, for det er den langt fra. Men hvordan skriver jeg ufiltreret, på en sober måde. Det grubler jeg lidt over.

Jeg har samtidig følt at jeg ikke havde tid – jeg har følt at jeg har gjort alt halvt. Jeg har ikke haft tid nok til at gøre det godt nok – hverken som mor, bonusmor, kæreste eller kollega. Det har jeg heldigvis valgt at gøre noget ved!
Jeg har søgt – og fået! – et nyt job. Et deltidsjob på Brøndby Kommune, som kun ligger et par kilometer væk. Jeg er meget glad og lettet! Jeg har følt lidt at jeg var fanget økonomisk i mit job. At vores økonomi ikke kunne bære, at jeg fandt noget andet som gav mig mindre udbetalt.
Men mange ting har flasket sig, ting som jeg ikke troede muligt, er lykkedes og har åbnet denne dør for mig. Jeg tror ikke på liv efter døden, men HVIS der er, så véd jeg at min kære farmand har haft en finger med i spillet. Tak far <3

Jeg ved også at alle ikke har samme mulighed og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg ved at jeg er meget priviligeret og heldig. Jeg sætter pris på at vi som familie får noget mere tid og at vi kommer til at nyde livet i langt højere grad.

Jeg håber også at tiden gør, at jeg kan skrive lidt igen. Om alt muligt – også de dumme ting. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan. Håber I stadig har lyst til at følge med – det vil glæde mig hvis I har 🙂

#bonusliv

Vi er ramt. BIG time! Af hverdagens stress og jag. Den er kommet med 180 km/t. Jeg havde ikke forudset det. Det var ikke forventet. Frederik har været på skolebænken i 2½ år, kun afbrudt af nogle praktikpladser og jeg har været på barsel i 15 måneder.

Nu skal vi jonglere to fuldtidsjob og 4 børn. 4 børn, to institutioner. Jeg møder sent og får sent fri. Jeg troede det ville være nemt. Men det er det ikke. Trafikken er latterlig på dét tidspunkt og jeg bruger over ½ time mere i transport om dagen.

Vi forsøger at planlægge. Madplaner, familie-kalender, fyldt fryser og køleskab. Men en lige uge er anderledes end en ulige uge, da vi har J og S hver anden uge. Det er svært at planlægge. Der er mange variabler. Træning, lektier, legeaftaler, overarbejde og møder.

Jeg er træt. Jeg er udkørt. Der er minus på overskudskontoen. Jeg har dårlig samvittighed fordi M græder når jeg afleverer ham i vuggestuen. Jeg har dårlig samvittighed fordi jeg ikke ELSKER mit arbejde som jeg gjorde engang. Jeg har dårlig samvittighed fordi vi ikke gør nok rent og vasketøjet hober sig op.

Vores hjem er halv-færdigt ? der skal flyttes rundt og sættes i stand. Men vi når det ikke.
Vi ser sjældent vores venner. Vi ved de er der ? men vi ved ikke altid hvordan de har det. Mon de ved hvordan vi har det?

Bliver livet mere travlt i 30?erne eller er livet mere travlt fordi vi har børn? Drømmer vi om at have det hele på én gang og glemmer at vi faktisk har et helt liv til at nå det vi gerne vil?

Jeg leder efter en pauseknap. En pauseknap som kan give mig overblikket tilbage og hvor jeg har tid til at mærke efter hvordan min lille familie får en dejlig hverdag.

Jeg elsker mit liv. Jeg elsker mine børn og jeg elsker F. Jeg sætter pris på dét jeg har og jeg véd at livet er lige nu. Men jeg ønsker mig mere tid ? mere tid til mine børn, mine venner og mig selv.
Jeg ønsker at undgå følelsen af at halte bagefter på alle områder. Jeg ønsker at slippe den dårlige samvittighed. Jeg ved bare ikke hvordan?. Endnu?

#bonusliv

Det er en ny uge. Hverdagen er begyndt hos os. Jeg er startet på arbejde efter 15 måneders barsel. Frederik er ved at køre Mathias ind i vuggestue og starter job 1. september. Olivia er startet i børnehaven efter knap 5 ugers ferie. Begge børn sover elendigt om natten ? nok pga. hele virkeligheds-ræset igen. Og så har de fået nyt værelse, som de deler. Jeg er træt ? og det er kun tirsdag. Det er en lige uge, derfor er drengene hos os. De kom i går. Jeg føler ikke jeg kan ikke overskue det. Det er hårdt! Der er betydelig forskel på at have 2 eller 4 børn. Vi får mere travlt, mere stress, når de er her. Vi forsøger at nå det hele vha. planlægning. Hvem henter, hvem bringer, hvem laver mad, hvem kører til træning og så videre. Al den planlægning kan være stressende. Det er logistik på højt plan. Og det er jo ikke drengenes skyld ? det er bare vilkårene ved delebørn. Når vi har dine og vores børn.

Jeg savner F, når drengene er her. Hans tid forsvinder. Den forsvinder, mens han får maskinen til at glide. Han laver mad, vasker op, smører madpakker, laver lektier. Jeg bader børn, leger, læser bog og putter. Jeg klager ikke over fordelingen. Men jeg savner ham ? tiden om aftenen, når de små sover. De store sover senere og det passer næsten med, at jeg sover samtidig. Det er min egen skyld, ja, men med så mange opvågninger hver nat, er jeg nødt til at gå tidligt i seng.

Men jeg vil så gerne skrive på min blog. Jeg vil gerne være aktiv i min ?NYE 100 dage uden sukker med bonusliv? gruppe. Jeg vil gerne gå en tur, få lidt motion. Jeg vil gerne se mine veninder. Jeg vil godt tale med Frederik. Jeg vil gerne planlægge bryllup. Men jeg når det ikke. Ikke altid, ikke det hele og ikke hver dag.

Der går (unægteligt) tid fra mig og mine børn, når drengene er her. Det synes jeg er hårdt. Det synes jeg er udmattende. Jeg skal være meget mere på, når drengene er her. Men jeg har jo selv valgt det. Men selvom jeg selv har valgt det, er det vel også OK at sige at det er hårdt? Det er jo ikke det samme som at fortryde. For jeg fortryder intet.
Men jeg savner at kunne tale højt om MINE følelser, MINE tanker og MINE behov.

Det er længe siden jeg har skrevet om mit bonusliv på bloggen. Det har været sommerferie. Drengene har været ved deres mor i 3 uger først og dernæst hos os i 3 uger, hvoraf vi var 14 dage i Tyrkiet. Jeg har haft masser af ting at skrive ? men jeg har ikke følt jeg har haft tiden. Eller overskuddet. Samtidig har jeg tænkt over hvor min grænse går. Er mine følelser FOR tabu? Er det normalt at føle dét jeg føler. Jeg savner et sted, hvor bonusmorens tabuiserede følelser og oplevelser bliver italesat. Men skal det sted være min blog? ? stedet hvor jeg åbner op for de (forbudte) tanker. Jeg håber jeg TØR. For jeg føler der er et behov. Ikke kun for mig ? men for mange bonusmødre. Vi føler (ofte) noget, som vi ikke må sige højt. Eller noget vi ikke kan lide at sige højt. For så lyder vi onde og ikke-rummelige. Men det ville være rart at vide, at andre har det ligesom mig. Bare nogen gange.

Det var nogle meget personlige tanker, direkte fra mit hoved til mit tastatur. Tag godt imod dem ??

#bonusliv

For tiden kører der en del debat på de sociale medier om hvorvidt børnepengene er BØRNENES penge eller om det er familiens penge. Debatten er startet efter et IG-billede fra en anden mor-blogger som valgte at købe lidt lækkert tøj til sig selv (og sin datter) for børnepengene og efterfølgende poste et billede af det på IG.

Jeg er meget overrasket over, at der er overhovedet ER en debat. For hvem skal bestemme, eller endda dømme mig for, hvad jeg gør med de penge?

Jeg elsker når der hver tredje måned tikker lidt EKSTRA penge ind i form af børnepengene. Det betyder nemlig lidt ekstra fornøjelse for HELE vores familie.

Vi får “kun” børnepenge på O og M, da drengenes mor har bopælsretten og derfor også får de ydelser (og udgifter) der er ved at være bopælsforælder. Det betyder at der ca. tikker 8.000 kr. ind på min nem-konto én gang i kvartalet.
Pengene er IKKE indregnet som en indtægt i vores faste budget, så derfor er det 100% ekstra penge, som JEG bruger på hvad jeg synes vi som familie, eller individer, har brug for. Det betyder også at vi skal have pengene til at dække udgifter for 4 børn, hvoraf to kun er her halvdelen af tiden.

For os fungerer det sådan her – hvis O mangler gummistøvler og J mangler shorts, så venter jeg IKKE med at købe det. Så bliver det købt NU, uanset om der lige er gået børnepenge ind eller ej. Det er en løbende udgift at have børn og det det koster, bliver taget fra min og Frederiks løn. Jeg troede faktisk det var sådan langt de fleste styrede børnepengene….?

Dog kan jeg også sige, uden at skamme mig, at vi som forældre (ofte) har brugt pengene på noget fuldstændig ikke direkte børne-relateret. Såsom tøj og sko til os selv, en opvaskemaskine, et reolsystem, tilskud til en rejse og nu her går hele baduljen til lommepenge til vores ferie. Jeg har det overhovedet ikke dårligt med det, for ingen af mine børn mangler noget (jo, iPhones, iPads og laptops hvis du spørger de to store) og herhjemme har vi altså fællesøkonomi! Forstået på den måde, at jeg løbende sørger for mine børn og ser lidt børnepengene som en bonus, en opsparing. Et beløb vi kan købe lidt større ting for. Ting som gavner familien. Jeg har aldrig set børnepengene som BØRNENES penge, men som et tilskud til en børnefamilie, som i større eller mindre grad, har brug for dén ydelse.

Jeg er enig i at det er forkasteligt hvis der findes familier, hvor børnene ikke har hvad de rent basalt har brug for eller hvor mor og far ikke formår at formidle de penge så det gavner familien som helhed. Men tænker bestemt ikke det er tilfældet ved det oprindelige IG-billede.

Slutteligt vil jeg rømme mig og sige… hvad skal vi egentligt blande os for? Hold nu op, hvor vi blander os i hinandens økonomi, opdragelse, forhold etc. Stop med det! Stop… bare stop.

#bonusliv

Husk du kan se mere til mig og mit liv på Instagram

Stop det nu bare….! (hilsen fra O)

I går skrev jeg lidt om hvor mega hårdt det her mor-job kan være. Du kan læse indlægget her. Og for filan, hvor var det dejligt at læse jeres kommentarer både her og på Facebook-siden. Det er virkelig rart at vide, at jeg ikke er alene med mine frustrationer.

Netop dét med at føle sig alene i de svære stunder i bla. forældreskabet, stammer (for mit vedkommende) i høj grad fra alt den information jeg ufrivilligt bliver bombarderet med hver gang jeg tænder TV’et (Lola er nu okay) eller går online. Jeg er, som så mange andre, en aktiv del af de sociale medier med profil på Facebook, Instagram og nu også Snapchat (stalking er velkomment😜). Herigennem møder jeg alverdens information om moderskabet, parforholdet, vægttabet og ja you name it. Mit ømme punkt er bare virkelig ofte moderskabet. Det er her jeg møder min største tvivl, usikkerhed og frustration (som du råt for usødet, kunne læse om i indlægget fra i går).

Jeg er ALTID i tvivl om jeg gør det godt nok. Jeg sammenligner mig med andre mødre og ønsker tit at jeg kunne være mere som Viggos mor, Sigurds mor eller måske som Malthes mor. For de er altid meget mere rummelige, overskudsagtige, smukke og aktive end jeg er. Det er i hvert fald det indtryk jeg får – og så er det bare skidenemt (for mig) at tro at ALLE andre bare er SUPERMOMS. Så kan jeg bruge tid på at dunke mig selv lidt oven i hovedet. For det gavner jo… nåå ja, ingen. Hvorfor har jeg den skide tendens til at sammenligne? Ville sådan ønske jeg bare kunne hvile i MIN måde at navigere rundt i moderskabet😔.

Jeg kan også komme fuldstændig til kort med alle de artikler, debatter og blogindlæg (🙄🙈) jeg møder på min nyhedsfeed om hvordan jeg BØR være som mor. Jeg swiper fra side til side og læser om hvor skadeligt det er, at jeg skælder mit barn ud, hvor vigtigt det er at jeg anerkender mit barn, at jeg skal lægge min smartphone fra mig, at mine børn ikke må se for meget iPad/TV og ja, indsæt selv et emne. Jeg bliver pisse forvirret af alt den information! Jeg forsøger desperat at efterleve alle “eksperternes” råd, og jeg skuffer mig selv, når det ikke lykkes. Min egen mavefornemmelse drukner fuldstændig i det medie-gejl.

Samtidig med at jeg forsøger at finde min egen stemme i mit familieliv, hører jeg konstant at jeg skal huske at leve sundt, jeg skal spise økologisk (i hvert fald som minimum servere økologisk for mine børn (lortekommentar som virkelig bed på mig🖕🏼), jeg skal undgå kunstige sødestoffer, parfume og parabener, jeg må ikke have for mange barn-syg dage på jobbet, og under ingen omstændigheder må jeg aflevere mit barn i institution i 8-9 timer om dagen. Godt så! Jeg har tabt på forhånd. Jeg KAN ikke vinde!

Jeg VÈD at mange har det ligesom mig, at mange føler sig utilstrækkelige. At vi søger at stræbe mod et ideal, som ikke findes. At det ikke behøver at være tabu, når man ikke har det flotteste hjem (som er fint udstillet på IG), ungerne ser lidt for meget iPad/TV, at maveskindet hænger og lårene er fyldt med smilehuller, at børnene er længe i institution og at vi VIRKELIG glæder os til når børnene er puttet.

Det er OK – synes du ikke???

#bonusliv

Nu starter vores ferie snart og jeg er spændt som en osteskærer. Det er første gang vi skal flyve og sydpå med børn og så er det ovenikøbet med alle 4 😱 Vi er totalt out-numbered som forældre.

Jeg har derfor tænkt over hvordan vi alle 6 får den bedste ferie.
Jeg tror det handler meget om vores forventninger. Især mine måske… Selvom vi tager sydpå, så vil der stadig være brug for opdragelse og der vil være indbyrdes konflikter. Det er del af at vi er en familie og bare fordi vi er på ferie, vil børnene jo ikke ændre sig til små englebørn som gør alt hvad jeg siger og kun udviser kærlighed om omsorg for hinanden. Tværtimod!
Vi har 4 børn som vil hver deres ting! Og så er der os forældre som gerne vil slappe af 😂

Inden vi tager afsted vil vi tale med de tre store om vores forventninger – forklare dem at vi er i et andet land og at det er død og pine nødvendigt at de hører efter og blir i nærheden af os. At vi forventer at de har skruet ørerne ordentligt på. Og så vil vi forklare dem, at der vil være tøffe-dage. Dage hvor vi bare vil være på stranden til leg i vand og sand. Vi skal selvfølgelig også på ture og ud og sejle og ud og se byen – men vi vil sige til dem at det er vigtigt at vi alle 6 har en god ferie og at nogen gange går tingene efter ens eget hoved.

Jeg håber det kommer til at gå godt! At vi får en dejlig ferie, som vi alle nyder og som vi vil se tilbage med glæde.
Jeg håber at vores 4 guldklumper vil få en ferie for livet og at det bliver lige som de har håbet.

Og så håber jeg at mine forventninger ikke er skruet for højt op – jeg forsøger i hvert fald at tøjle dem ??

God ferie til alle jer 😚

#bonusliv

De to begreber hænger unægteligt sammen. Serviceniveauet overfor børn er simpelthen blevet for højt og fuldstændig misforstået. Hvis vi forældre gør ALT for vores børn, ender vi op med uselvstændige curlingbørn.

Jeg tænker meget over om min kærlighed til O og M og drengene går udover deres naturlige lyst til selvstændighed. Som forælder vil vi jo gøre alt for vores børn, men jeg tror at det er vigtigt at børn bliver stillet overfor krav om egenrådighed og selvstændighed.

Lad mig tage et eksempel. O er 3 år og 8 måneder. Længe har hun selv valgt tøj og taget det på. Hun har fået af vide at idag var vejret til lange bukser og langærmet bluse, at hun skulle huske at skifte trusser og at strømperne skulle matche. Det er gået så fint.
Men forleden morgen tog jeg mig i troligt, at gå ind og finde tøjet frem og give hende det på. Hvorfor ved jeg ikke 🙈 jeg kan ikke huske hvornår denne dårlige vane startede, så de sidste tre morgener er O igen blevet bedt om at finde eget tøj frem og tage det på. Det går nogenlunde – hun er dog svært utilfreds med at skulle tage strømper på selv. Hun kan godt, men det er besværligt og hun gider ikke. Det har vi lige haft et par ture over, men i morges tog hun dem bare på 👏🏼

Jeg glemmer tit at stille krav til mine børn. Selvom vi har børn i alderen 1-11 år, er der ingen der har pligter eller som sådan hjælper til herhjemme. Det synes jeg virkelig er dårlig stil, af mig/os. Og jeg er glad for at jeg er kommet på tanken om at NU skal der andre boller på suppen!

J er fx startet i klub og vil gerne have penge med at snolde for. Det synes jeg er OK, i hvert fald her i starten. Det meste de kan købe er dog usundt, så der skal restriktioner på, på et tidspunkt. Men jeg er modstander af at J forventer at FÅ penge. Vi har derfor aftalt med ham, at i de uger han er her hos os, skal han TJENE sine penge. Det kan han gøre på mange måder. Tage af bordet, bære skraldet ud, støvsuge eller ordne badeværelse og toilet. Alt efter hvor mange penge han ønsker at tjene. Jeg tror ikke, det fungerer sådan hos mor. Men sådan er vilkårene, når de bor i to hjem. Så er der forskellige regler.

Da jeg var 10 skulle jeg ordne toilet og badeværelse hver tirsdag. Det var en del af at være en familie. Sådan var det bare. Ligesåvel som jeg skulle rydde op på værelset, lægge mit eget tøj til vask og lægge det på plads, når det var rent.

Vi SKAL blive bedre til at stille krav til børnene. Det giver en god følelse for børn (og voksne) at føle at man hjælper til og man på den måde bidrager positivt til at familien fungerer.

O har en fase lige nu, hvor hun ELSKER at hjælpe med madlavningen. Og hun får lov – selvfølgelig. Vi takker for hendes hjælp, og bærer over med tabte/spildte ting. Det er jo hvad der sker, når man lærer. Og hun elsker det! Hun er så stolt, når hun kalder på familien “såå der mad!” ??

Til gengæld synes J og S at det er røv-nederen (deres udtryk😳) at skulle støvsuge, vaske op eller ordne toilet. Føj de synes vi er SÅ strenge 😏

Hvad gør I? Tænker I over om jeres serviceniveau er for højt? Stiller I krav til jeres børn? Jer med bonusbørn tænker I over, om I stiller flere krav end der blir i børnenes andet hjem?
Kom med guldkornene 😚

Husk at du kan følge med på Instagram Og nu også på snapchat 😜 Brugernavn: bonusliv

#bonusliv

Mig? Lave noget? Du må da være gal! 😂

Kan jeg tillade mig at sige tak, men nej tak? Det ved jeg ikke om jeg kan, men jeg gør det! For jeg har virkelig ikke lyst til at det skal ske…

Lige siden O blev født for knap 4 år siden har kun de allernærmeste passet hende. Jeg skal virkelig hvile ved de mennesker som jeg lader have hende uden jeg er der. Det er blevet lidt nemmere efter hun er blevet større, men jeg synes stadig det er svært.

Nu har drengenes mor har spurgt om ikke O må komme hjem til hende og hygge nogle timer med drengene, i hendes uge. Så kan O se deres værelse og få et indblik i deres liv ved hende. Altså uden mig. Dvs. drengenes mor skal “passe” hende.
O er meget glad for drengenes mor, så det er ikke problemet. Jeg er bare ikke TRYG ved det. Der er så få mennesker som har haft O uden jeg var der.

Derudover er F’s ekskone ikke MIT tilvalg i livet – men hun hører med i den pakke jeg har sagt ja tak til. Betyder det så hun skal være en del af mine børns liv. Som andet end drengenes mor. Er det en del af pakken, at mine børn skal have et forhold til hende?

Jeg har ikke hørt O efterspørge at besøge drengene hos deres mor, så jeg ved ikke hvis behov det er. Jeg kan sagtens forstå idéen og ved at forespørgslen kommer fra et kærligt sted. Ligesom O er meget glad for drengenes mor gælder det også den anden vej.
Men jeg bryder mig bare ikke om det. Og det skal jeg “bare” ha sagt. Jeg tænker at når O er større og selv udtrykker ønske om det, så kan det måske godt være.

Men hvordan siger man det? Jeg er jo så konfliktsky og vil ikke såre nogen…

Måske er jeg bare er overbeskyttende, små-paranoid og en anelse emsig. Men den kappe tager jeg gerne på – for JEG skal have det godt, når det handler om mine børn og de mennesker der skal være i deres liv ??

O og jeg ??

Wish me luck!

#bonusliv

Vi kender hende allesammen. Den der mor, som bare er helt forgabt i alt det lille Søren kan (og IKKE kan, men som hun mener han kan) 🙄
Hun er ekspert i at få os andre mødre til at føle at vores barn ikke er heeelt ligeså god som hendes, ikke ligeså fremmelig og ikke tilnærmelsesvis ligeså lækker og bedårende! (Selvom de åbenlyst er det). Hun er meget out-spoken omkring sit barn og hver en lille ting analyseres til at være en milepæle-sensation. Hun overdriver og smækker barnet op på en latterlig piedestal.
Pudsigt at bemærke er, at barnet til de her mødre ikke altid er så flot (må man sige det om en baby?)🙈

Heldigvis synes enhver so om sine grise 😆

Jeg ved ikke om det måske er pga barnets manglende lækkerness at de har brug for at fremhæve deres lille pode med sætninger som “mmmm mutchi gutchi lille bassemand, du er mors FLOTTE lille mand, kys kys kys, åh du er den LÆKRESTE bebse i hele verden…” eller “Ej NU skal I høre, lille Søren sagde ‘mor, må jeg få noget mad’ fuldstændig utvetydigt…” men vi andre hørte bare Søren sige “bah bah grah grah gruuu mam mam mam”…
Åh vorherre bevares! Hvorfor har man behov for at sidde og sige sådan. Det grænser sig til pinlighed 😩

Jo større dit baby-netværk er, jo større sandsynlighed har du for at møde denne type mor. Hun kan findes i din mødregruppe, terminsgruppe, til salmesang eller babysvømning. Hun kan endda være din tætte veninde! Som pludseligt, og uden varsel, bliver til denne her kamp-irriterende type, når hun bliver mor 😳

Hvordan tackler du hende så, spørger du? Det skal jeg fortælle dig 👍🏼 Du beder hende lukke arret!! Sig til hende at hun skal holde sin kæft med det fis!! – eller vent.. narhj… Det er vist ikke så pænt – og det er langt fra den måde jeg selv tackler hende på 😒 Jeg bruger den mere lowkey måde, hvor jeg bare messer for mig selv “ignorer, ignorer, ignorer” 🙈 Og så bitcher jeg over hende til F (stakkels mand, som kærligt bare giver mig ret) 😂😂

Er jeg en gimpe fordi jeg skriver dette indlæg? Skal en mor ikke have lov at synes om sit barn lige som hun har lyst? JO, for fanden, JO! Det er kun vidunderligt at man som mor er forgabt i sin baby. Man skal have lov at være ligeså utålelig som man overhovedet har lyst til ?? Jeg får bare nok af og til!

Hvem er hun så? Denne mor-type… Er DU hende? Er JEG hende? Vi er ALLE hende… Nogen gange… I nogens øjne! Det er det der er det skønne – vi har forskellige irritations-grænser og halleluja for dét! 😄

Hvis du ikke allerede er irriteret på mig, så følg med via Instagram (klik her) og se bla. hvor VIRKELIG flot min baby er 😂😂 😂😘

#bonusliv