Skuffet bonusmor

Da Olivia fyldte 4 år den 17. oktober havde både Frederik og jeg taget fri og vi havde aftalt med drengenes mor at vi kunne få dem dagen i forvejen, så de var der om morgenen, når der skulle synges fødselsdagssang. Samtidig skulle de tilbringe dagen hos os og fejre Olivia – så ville de blot blive afleveret efter aftensmaden. Olivia er kæmpefan af drengene, så jeg glædede mig på hendes vegne over at vi kunne låne dem.

Planen var at efter morgenmad og gaver skulle vi i Dinos Legeland alle 6 og mormor.

Under morgenmaden undrede drengene sig, da de troede de skulle hjem til deres mor efter morgenmaden. Der var gået noget galt i kommunikationen om hvornår og hvor længe. Ikke desto mindre ville de gerne med i Dinos Legeland, så vi tog derud.

Efter nogle timer kedede de sig (til trods for det gigantiske legeland). Vi prøvede at rende lidt rundt med dem og hoppe i trampoliner, rutsje på rutsjebaner osv.
Men noget andet trak i dem. Sebastian sagde (da vi var alene på et tidspunkt) at han gerne ville hjem til sin mor. Hans stedbror var derhjemme, var forklaringen. Jeg forsøgte at skjule min skuffelse og ærgrelse og fik fat Johannes, som, da han blev spurgt, egentlig også gerne ville derhjem. Mit hjerten sank helt ned i maven. Jeg lagde ansigtet i de rette folder og sagde at jeg lige ville snakke med Frederik og så løb de ud og legede.

Jeg er naturligvis glad for at drengene er trygge nok til at udtrykke deres ønsker uden hensynstagen til Frederiks eller mine følelser. Det skal jo aldrig blive deres hovedpine, at de evt. sårer os ved at vælge mor. MEN jeg blev SÅ ked af det. Mest på Olivias vegne. Men også på dén der utilstrækkelige måde. Jeg følte vi (igen) blev fravalgt, at Olivia blev fravalgt og jeg kunne virkelig mærke løvemoren i mig boble og syde. I øjeblikket var jeg nærmest vred og synes de var ubetænksomme og egoistiske. Hvordan kan man fravælge at tilbringe dagen med sin søster, når hun har fødselsdag?

De blev selvfølgelig kørt hjem til deres mor. Vi vil jo ikke “tvinge” dem til at være her, hvis de hellere vil derhjem. Men jeg havde ikke kunne skjule min skuffelse godt nok, for deres morskrev til Frederik og spurgte om jeg var OK, da Johannes havde sagt at jeg virkede ked. Åh, den svéd! Det var ikke meningen at mine følelser skulle skinne igennem! Men jeg var ked – og skuffet. Men er det fair at lade BONUSbørnene se det?

Jeg har tænkt over det og jeg lagde nok for meget i det. Jeg VÈD at mor er førstevalget. Jeg ved også at drengene havde troet de skulle derhjem lige efter morgenmaden, så der var en uklar forventningsafstemning. Jeg ved også at det er vilkårene i en sammenbragt familie – at der er fravalg og tilvalg.
Men jeg har bare aldrig tænkt, hvor meget det ville berøre mine børn. Savnet og længslen, havde jeg ikke forudset. Olivia forstår godt, at drengene har en anden mor, men hun mangler dem, når de ikke er her. Det er kommet bag på mig, at det ikke kun er drengene som er skilsmissebørn – mine børn er det på sin måde også. De skal undvære deres brødre ret meget af tiden og det har de ikke selv valgt. Omvendt kender de ikke til andet og tak for det.

Det er Frederiks og mit job at få vores familie til at køre. At gøre den til en rar, omgængelig og tryg base. Jeg skal øve mig i ikke at blive skuffet eller fornærmet over fravalg, men vi som familie skal også øve os i at alle følelser er OK. Også de irrationelle og urimelige. Og vi skal øve os i at have forståelse for at vores handlinger kan have effekt på andres følelser.

Oventående er i dén grad et resultat af en sammenbragt familie – for havde drengene været mine biologiske børn, havde jeg reageret anderledes. Så havde forklaret at når én af os har fødselsdag, hygger vi os sammen, allesammen. Punktum. Så hvorfor sagde jeg ikke bare det? Jeg ved det ikke – men det bekrfæter mig bare i, at tingene ikke er sort/hvid. For en sammenbragt familie er der mange gråzoner – og nogle gange føler jeg, at jeg famler rundt i blinde.

Jeg tænker at I andre bonusmødre kender følelsen. I kan mærke hvordan jeg har haft det i situationen. Jeg har været i tvivl om om jeg ville skrive det her indlæg. For det er personligt og privat – det er mine (forbudte) følelser. Og jeg vil understrege, at det handler om MIG, ikke drengene. Jeg synes (set i bakspejlet) ikke at de har gjort noget forkert. Det er blot mig, som kunne have håndteret situationen langt bedre.

#bonusliv