Vi er ramt. BIG time! Af hverdagens stress og jag. Den er kommet med 180 km/t. Jeg havde ikke forudset det. Det var ikke forventet. Frederik har været på skolebænken i 2½ år, kun afbrudt af nogle praktikpladser og jeg har været på barsel i 15 måneder.

Nu skal vi jonglere to fuldtidsjob og 4 børn. 4 børn, to institutioner. Jeg møder sent og får sent fri. Jeg troede det ville være nemt. Men det er det ikke. Trafikken er latterlig på dét tidspunkt og jeg bruger over ½ time mere i transport om dagen.

Vi forsøger at planlægge. Madplaner, familie-kalender, fyldt fryser og køleskab. Men en lige uge er anderledes end en ulige uge, da vi har J og S hver anden uge. Det er svært at planlægge. Der er mange variabler. Træning, lektier, legeaftaler, overarbejde og møder.

Jeg er træt. Jeg er udkørt. Der er minus på overskudskontoen. Jeg har dårlig samvittighed fordi M græder når jeg afleverer ham i vuggestuen. Jeg har dårlig samvittighed fordi jeg ikke ELSKER mit arbejde som jeg gjorde engang. Jeg har dårlig samvittighed fordi vi ikke gør nok rent og vasketøjet hober sig op.

Vores hjem er halv-færdigt ? der skal flyttes rundt og sættes i stand. Men vi når det ikke.
Vi ser sjældent vores venner. Vi ved de er der ? men vi ved ikke altid hvordan de har det. Mon de ved hvordan vi har det?

Bliver livet mere travlt i 30?erne eller er livet mere travlt fordi vi har børn? Drømmer vi om at have det hele på én gang og glemmer at vi faktisk har et helt liv til at nå det vi gerne vil?

Jeg leder efter en pauseknap. En pauseknap som kan give mig overblikket tilbage og hvor jeg har tid til at mærke efter hvordan min lille familie får en dejlig hverdag.

Jeg elsker mit liv. Jeg elsker mine børn og jeg elsker F. Jeg sætter pris på dét jeg har og jeg véd at livet er lige nu. Men jeg ønsker mig mere tid ? mere tid til mine børn, mine venner og mig selv.
Jeg ønsker at undgå følelsen af at halte bagefter på alle områder. Jeg ønsker at slippe den dårlige samvittighed. Jeg ved bare ikke hvordan?. Endnu?

#bonusliv