Da Olivia fyldte 4 år den 17. oktober havde både Frederik og jeg taget fri og vi havde aftalt med drengenes mor at vi kunne få dem dagen i forvejen, så de var der om morgenen, når der skulle synges fødselsdagssang. Samtidig skulle de tilbringe dagen hos os og fejre Olivia – så ville de blot blive afleveret efter aftensmaden. Olivia er kæmpefan af drengene, så jeg glædede mig på hendes vegne over at vi kunne låne dem.

Planen var at efter morgenmad og gaver skulle vi i Dinos Legeland alle 6 og mormor.

Under morgenmaden undrede drengene sig, da de troede de skulle hjem til deres mor efter morgenmaden. Der var gået noget galt i kommunikationen om hvornår og hvor længe. Ikke desto mindre ville de gerne med i Dinos Legeland, så vi tog derud.

Efter nogle timer kedede de sig (til trods for det gigantiske legeland). Vi prøvede at rende lidt rundt med dem og hoppe i trampoliner, rutsje på rutsjebaner osv.
Men noget andet trak i dem. Sebastian sagde (da vi var alene på et tidspunkt) at han gerne ville hjem til sin mor. Hans stedbror var derhjemme, var forklaringen. Jeg forsøgte at skjule min skuffelse og ærgrelse og fik fat Johannes, som, da han blev spurgt, egentlig også gerne ville derhjem. Mit hjerten sank helt ned i maven. Jeg lagde ansigtet i de rette folder og sagde at jeg lige ville snakke med Frederik og så løb de ud og legede.

Jeg er naturligvis glad for at drengene er trygge nok til at udtrykke deres ønsker uden hensynstagen til Frederiks eller mine følelser. Det skal jo aldrig blive deres hovedpine, at de evt. sårer os ved at vælge mor. MEN jeg blev SÅ ked af det. Mest på Olivias vegne. Men også på dén der utilstrækkelige måde. Jeg følte vi (igen) blev fravalgt, at Olivia blev fravalgt og jeg kunne virkelig mærke løvemoren i mig boble og syde. I øjeblikket var jeg nærmest vred og synes de var ubetænksomme og egoistiske. Hvordan kan man fravælge at tilbringe dagen med sin søster, når hun har fødselsdag?

De blev selvfølgelig kørt hjem til deres mor. Vi vil jo ikke “tvinge” dem til at være her, hvis de hellere vil derhjem. Men jeg havde ikke kunne skjule min skuffelse godt nok, for deres morskrev til Frederik og spurgte om jeg var OK, da Johannes havde sagt at jeg virkede ked. Åh, den svéd! Det var ikke meningen at mine følelser skulle skinne igennem! Men jeg var ked – og skuffet. Men er det fair at lade BONUSbørnene se det?

Jeg har tænkt over det og jeg lagde nok for meget i det. Jeg VÈD at mor er førstevalget. Jeg ved også at drengene havde troet de skulle derhjem lige efter morgenmaden, så der var en uklar forventningsafstemning. Jeg ved også at det er vilkårene i en sammenbragt familie – at der er fravalg og tilvalg.
Men jeg har bare aldrig tænkt, hvor meget det ville berøre mine børn. Savnet og længslen, havde jeg ikke forudset. Olivia forstår godt, at drengene har en anden mor, men hun mangler dem, når de ikke er her. Det er kommet bag på mig, at det ikke kun er drengene som er skilsmissebørn – mine børn er det på sin måde også. De skal undvære deres brødre ret meget af tiden og det har de ikke selv valgt. Omvendt kender de ikke til andet og tak for det.

Det er Frederiks og mit job at få vores familie til at køre. At gøre den til en rar, omgængelig og tryg base. Jeg skal øve mig i ikke at blive skuffet eller fornærmet over fravalg, men vi som familie skal også øve os i at alle følelser er OK. Også de irrationelle og urimelige. Og vi skal øve os i at have forståelse for at vores handlinger kan have effekt på andres følelser.

Oventående er i dén grad et resultat af en sammenbragt familie – for havde drengene været mine biologiske børn, havde jeg reageret anderledes. Så havde forklaret at når én af os har fødselsdag, hygger vi os sammen, allesammen. Punktum. Så hvorfor sagde jeg ikke bare det? Jeg ved det ikke – men det bekrfæter mig bare i, at tingene ikke er sort/hvid. For en sammenbragt familie er der mange gråzoner – og nogle gange føler jeg, at jeg famler rundt i blinde.

Jeg tænker at I andre bonusmødre kender følelsen. I kan mærke hvordan jeg har haft det i situationen. Jeg har været i tvivl om om jeg ville skrive det her indlæg. For det er personligt og privat – det er mine (forbudte) følelser. Og jeg vil understrege, at det handler om MIG, ikke drengene. Jeg synes (set i bakspejlet) ikke at de har gjort noget forkert. Det er blot mig, som kunne have håndteret situationen langt bedre.

#bonusliv

Fødselsdagspigen

Olivia 4 år

Søskendecruising

Efter jeg er blevet mor igen sidste sommer, har jeg i dén grad fået øjnene op for onlineshopping. Det er så nemt, overskueligt og billigt!
Jeg kan i ro og mag sidde med ipad’en om aftenen og klikke mig rundt i MANGE forskellige butikker både indenfor og udenfor landegrænserne. Jeg er kæmpefan!

Når poderne skal klædes på er en af favoritteren Zara app’en. Jeg er vild med meget af deres tøj. Og endda til alle 4 børns aldersklasser.

Screenshot af Zaras app

Samtidig er de svært konkurrencedygtige på priserne og det er lige noget for min økonomi. Og for mit humør – jeg blir glad i låget når børnene får lækkert tøj på til ingen penge. For første gang har jeg i år købt de to store drenges vinterjakker hos Zara. Den ene måtte ombyttes til anden str., men det er altså også virkelig nemt. Og nu er begge drenge varmt og lækkert klædt på. De er faktisk også tilfredse – og dét siger ikke så lidt! Det skal siges af jakkerne kostede 219,- pr. stk. Herregud, så er der råd til at den f.eks. bliver smurt ind i blod, når én klatrer i træer og kommer galt afsted 😉

Her er det Mathias som mangler bluser. Kunne ikke finde nogle bodyer jeg kunne lide, så det blev bluser. Han har alligevel uldbody inderst hele vinterhalvåret.

Når jeg shopper udstyr, bruger jeg ofte pricerunner.dk for at sammenligne priser. Jeg har altid kun haft gode oplevelser ved at vælge dén net-side som havde det ønskede produkt billigst. Jeg er en nød til at få tjekket om de er e-certificeret m.v., men det er gået godt so far. Har bl.a. købt en ergobaby 360 på pinkorblue.dk og en City Elite Baby Jogger på justkidsthingscom (som én fra min mødregruppe købte for mig). Men der har været hurtig levering, nem betaling og gode produkter.

Hvis jeg skal bruge gøgl – altså knald-ting, så er Ebay min ven. Alle de spøjse Kina-ting jeg kan købe er helt fantastisk! Køber ofte ipad og iphone covers (vi har 4 ipads og 4 iphones som skal pakkes ind) og ellers har jeg købt masser af hårpynt til Olivia samt Frost-kjoler i lange baner. Her skal man blot huske at blive under moms-beløbsgrænsen på 80,- og så er der ellers ingen problemer. Man kan så nævne det etiske – hvordan bliver tingene fremstillet, arbejdsforholdene for arbejderne etc. Jeg ved ikke meget om dét aspekt… måske jeg burde jeg undersøge det…

H&M app’en har også altid været et hit og jeg lurer den stadig igennem, når der er udsalg. Men efter jeg er faldet for Zaras tøj, som koster det samme, er den faldet lidt i baggrunden.

Jeg har fået anbefalet Next, men synes deres app er fuldstændig uoverskuelig, men det er mit næste projekt. Deres tøj skulle være så fint!

Jeg kan også godt lide at finde specielle forhandlere, små forhandlere af både tøj og udstyr via Instagram. Her er der masser en fine ting at finde, det gælder bare om at søge på de rigtige hashtags 🙂

Sidst men ikke mindst bruger jeg meget Reshopper. Jeg er vild med konceptet second hand og at man ikke bare smider ud og bruger penge på NYT. Det gør lidt op med materialismen og ‘køb-køb-køb’ mentaliteten og gør samtidig at os mødre med et budget også kan klæde vores børn i mærketøj af og til.

Hvilke apps og hjemmesider er I vilde med? Glæder mig til at høre om jeres erfaringer 🙂

#bonusliv

Som jeg skrev lidt om igår er vores aftner og nætter en anelse anstrengte i øjeblikket (læs her). Det betød at min dag startede kl. 03.14 i nat, hvor Mathias ikke synes han trængte til at sove mere. Efter at have forsøgt i halvanden time, besluttede jeg mig for at lave en flaske til barnet. En halv flaskes tid senere ville jeg lige skifte bleen, men idet jeg omrokerer på tumlingen, brækker han sig überalles! Som i overalt. På sig selv, på mig, mit hår, sofabordet og gulvet! Føj for den lede – det stank! Én havde vist fået liiidt for meget slik og kage til fødselsdagen dagen i forvejen.
Nåååeh men efter et bad, var han lysågen (kl. er nu ca. 5), så jeg opgav projekt SOV og vi lagde os på sofaen og så Bamse og Kylling. Det gik fint 1 times tid, men så var han så overtræt at jeg intet ku stille op. I barnevognen med ham, ud og trille (kl. f…… 6! om morgenen), men så var der også ro.
Jeg nåede lige at kaste mig på sofaen i håbet om lidt søvn og så vågnede Olivia. Kl. var jo næsten syv….

Jeg tog begge basser med ud og plukke æbler med mormor, Mathias dog relativt utilfreds det meste af tiden, så det blev lidt af en svup-tur, men vi nåede da at få små 17 kilo øbler med hjem… Mmmm æblegrød! Når jeg finder uoverskud til at skrælle skidtet 😉

Kildebrønde Frugtplantage

I nattens vågne timer, så jeg virkelig frem til at Olivia og jeg (og KUN os to) skulle til 4 års fødselsdag hos min venindes søn. Lidt hyggetid “alene” med begge arme fri (læs: uden den morsyge, trætte, skidevågne tumling). Sådan må man godt ha det, når man kører på pumperne og kl. er 4 om morgenen).
MEN sådan skulle det sørme ikke være! Olivia og jeg nåede at være der 1 time! – så ringede Frederik. Johannes havde været ved en kammerat og var faldet ned af et træ og fået en ret stor flænge i baghovedet. Jeg havde bilen, så vores nabo-venner var ved at hente ham for han skulle uden tvivl på skadestuen.
Afsted med os, hjem i en fart. Og ja, det var alvorligt.

Frederik og Johannes kørte på skadestuen, hvor det blev renset og syet. 4 sting fik han!

Vi ved ikke præcis hvad han slog hovedet mod, men grenen var knækket og han mener selv at der var en kantsten/betonklods han slog baghovedet ned i. Godt det ikke gik værre – nu vil han få (endnu) et fint ar at kunne prale med i fremtiden. Boys will be boys 🙂

Mine hyggetimer alene med O blev erstattet med en småsur tumling og Big Hero 6 i tv med Sebastian og Olivia. Maybe next time….

Men hvor er det dog rigtigt, når man siger at man aldrig ved hvad dagen bringer, før børnene sover. Og herhjemme er det ikke engang nok – Mathias blev puttet for 40 min siden og nu græder han helt utrøsteligt. Sutten er IKKE hans ven, så mon der er tænder på vej…?
Jeg forudser endnu en lang nat og forbereder mig på endnu en dag som levende zombie…

#bonusliv

HVORFOR er det at mine børn instinktivt kan mærke at i nat, lige i nat, er det ekstra vigtigt at jeg får lov at sove? Når jeg eksempelvis skal til jobsamtale, holde en præsentation, være 15 timer på job eller som idag – have 25 gæster til 4 års fødselsdag.

Min dag startede kl. 2 i nat. Mathias snotter og hoster og da han vågnede ved midnat tog Frederik ham. Han kunne ikke sove pga. hosten, så Frederik tog ham med ned i stuen, hvor han fik lidt vand. To timer efter var han stadig lysvågen og små-klynkende. Jeg gik ned og tog over – jeg havde jo fået hele 3½ times søvn på dét tidspunkt. Det er jo slet ikke stressende, når jeg ved at jeg får gæster kl. 10. Til 4 års fødselsdag for prinsessen.

Mathias græd og kunne slet ikke finde ro, men efter en flaske faldt han endelig! i søvn. Oven på mig, i sofaen. Jeg behøver vel ikke sige, at jeg lå rocker-dårligt?! Dermed var det ikke meget søvn jeg fik – jeg skulle jo også sørge for at han ikke faldt på gulvet.

Nå men, dagen er selvfølgelig gået skidegodt, vi har fået masser af mad og kage og ingen er gået sultne herfra. Mathias har været lidt øvsi-snøvsi, men har også charmet lidt indimellem. Ungerne har leget og de voksne har sludret på kryds og tværs. Det er så dejligt med vores familie og venner, de er så ligetil og afslappede ligesom vi (mest Frederik, men jeg forsøger) selv er.

Olivia 4 år

Men helt seriøst, OM jeg begriber hvordan de små søvnterrorister kan mærke at søvnen er tiltrængt. Det er den selvfølgelig hver nat, nogen nætter trænger man bare endnu mere til at sove igennem.
Det er af samme grund, at jeg ikke har set en film i fjernsynet de sidste 4 år. Jeg véd, at hvis jeg, eller vi, skal se en film en aften, så vågner en af dem. Grunde kan der være mange af, og nogen mere acceptable end andre, men det kan ligeså godt bare være at Mathias bare ikke trænger til at sove lige dén aften. Som om han véd at jeg laver noget andet. De er fandme synske de små skiderikker.

Deruodver så tror jeg at det er mere normalt at ens baby/tumling er en troubled sleeper end at de ikke er. Det må være vidunderligt at have børn som bare sover, når de puttes og derefter sover natten igennem. Men jeg tror mere det er undtagelsen end reglen. Det kan selvfølgelig også bare være noget jeg MÅ tro på, for ikke at føle mig helt alene i verden med mine små søvndjævle.
Det skal siges, og dét ved dem som kender mig, at Olivia var laaaangt værre end Mathias nogensinde kan blive mht. søvn og dét overlevede vi. Så vi klarer også Mathias på hans værste nætter; det skal vi jo.

Når alt det er sagt, så elsker jeg virkelig tiden lige nu her, jeg elsker Mathias’ alder, men jeg glæder mig også til han bare sover når han er lagt… Hele aftenen og hele natten.. At han og Olivia så vågner kl. 6 kan jeg sagtens klare, hvis bare jeg får lov at sove natten igennem.

Nu er klokken snart 20 – jeg har været vågen i ca. 20 timer, så jeg går i seng. Olivia skal alligevel puttes, så vi hopper sammen ind i dobbeltsengen og siger godnat!

God aften – til jer som kan holde jer vågne! 🙂

#bonusliv

Puha… Der har længe været stille på bloggen. Jeg har ikke haft tid eller overskud til at skrive. Jeg har ellers haft rigeligt at skrive om. Jeg har bare ikke kunne finde motivationen. Bloggen blev nedproriteret i forhold til arbejde, familielivet og søvn. Men egentlig også fordi jeg har tøvet. Vil jeg blogge? – og for hvis skyld blogger jeg. Det gør jeg jo for min skyld – men jeg må også tænke på at de ting jeg blogger om vedrører menneskene i mit liv – store som små.
Selvom der ikke findes forbudte følelse – så er det måske ikke alt som behøver at være foreviget på skrift på internettet. Jeg vil ikke såre nogen og jeg vil ikke udstille nogen.
Så jeg har funderet lidt over hvordan jeg ville gribe det an – og OM jeg overhovedet villle gribe det an, eller om bloggen måtte lade livet.
Jeg er stadig i tvivl. Især om de svære ting, der eksisterer i alle familier. Alle de ting der ikke er rosenrøde. Udfordringerne som bonusmor, som kæreste og som mor. Jeg ønsker ikke at fremstille mit liv, min hverdag som rosenrød, for det er den langt fra. Men hvordan skriver jeg ufiltreret, på en sober måde. Det grubler jeg lidt over.

Jeg har samtidig følt at jeg ikke havde tid – jeg har følt at jeg har gjort alt halvt. Jeg har ikke haft tid nok til at gøre det godt nok – hverken som mor, bonusmor, kæreste eller kollega. Det har jeg heldigvis valgt at gøre noget ved!
Jeg har søgt – og fået! – et nyt job. Et deltidsjob på Brøndby Kommune, som kun ligger et par kilometer væk. Jeg er meget glad og lettet! Jeg har følt lidt at jeg var fanget økonomisk i mit job. At vores økonomi ikke kunne bære, at jeg fandt noget andet som gav mig mindre udbetalt.
Men mange ting har flasket sig, ting som jeg ikke troede muligt, er lykkedes og har åbnet denne dør for mig. Jeg tror ikke på liv efter døden, men HVIS der er, så véd jeg at min kære farmand har haft en finger med i spillet. Tak far <3

Jeg ved også at alle ikke har samme mulighed og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg ved at jeg er meget priviligeret og heldig. Jeg sætter pris på at vi som familie får noget mere tid og at vi kommer til at nyde livet i langt højere grad.

Jeg håber også at tiden gør, at jeg kan skrive lidt igen. Om alt muligt – også de dumme ting. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan. Håber I stadig har lyst til at følge med – det vil glæde mig hvis I har 🙂

#bonusliv

Vi er ramt. BIG time! Af hverdagens stress og jag. Den er kommet med 180 km/t. Jeg havde ikke forudset det. Det var ikke forventet. Frederik har været på skolebænken i 2½ år, kun afbrudt af nogle praktikpladser og jeg har været på barsel i 15 måneder.

Nu skal vi jonglere to fuldtidsjob og 4 børn. 4 børn, to institutioner. Jeg møder sent og får sent fri. Jeg troede det ville være nemt. Men det er det ikke. Trafikken er latterlig på dét tidspunkt og jeg bruger over ½ time mere i transport om dagen.

Vi forsøger at planlægge. Madplaner, familie-kalender, fyldt fryser og køleskab. Men en lige uge er anderledes end en ulige uge, da vi har J og S hver anden uge. Det er svært at planlægge. Der er mange variabler. Træning, lektier, legeaftaler, overarbejde og møder.

Jeg er træt. Jeg er udkørt. Der er minus på overskudskontoen. Jeg har dårlig samvittighed fordi M græder når jeg afleverer ham i vuggestuen. Jeg har dårlig samvittighed fordi jeg ikke ELSKER mit arbejde som jeg gjorde engang. Jeg har dårlig samvittighed fordi vi ikke gør nok rent og vasketøjet hober sig op.

Vores hjem er halv-færdigt ? der skal flyttes rundt og sættes i stand. Men vi når det ikke.
Vi ser sjældent vores venner. Vi ved de er der ? men vi ved ikke altid hvordan de har det. Mon de ved hvordan vi har det?

Bliver livet mere travlt i 30?erne eller er livet mere travlt fordi vi har børn? Drømmer vi om at have det hele på én gang og glemmer at vi faktisk har et helt liv til at nå det vi gerne vil?

Jeg leder efter en pauseknap. En pauseknap som kan give mig overblikket tilbage og hvor jeg har tid til at mærke efter hvordan min lille familie får en dejlig hverdag.

Jeg elsker mit liv. Jeg elsker mine børn og jeg elsker F. Jeg sætter pris på dét jeg har og jeg véd at livet er lige nu. Men jeg ønsker mig mere tid ? mere tid til mine børn, mine venner og mig selv.
Jeg ønsker at undgå følelsen af at halte bagefter på alle områder. Jeg ønsker at slippe den dårlige samvittighed. Jeg ved bare ikke hvordan?. Endnu?

#bonusliv

Det er en ny uge. Hverdagen er begyndt hos os. Jeg er startet på arbejde efter 15 måneders barsel. Frederik er ved at køre Mathias ind i vuggestue og starter job 1. september. Olivia er startet i børnehaven efter knap 5 ugers ferie. Begge børn sover elendigt om natten ? nok pga. hele virkeligheds-ræset igen. Og så har de fået nyt værelse, som de deler. Jeg er træt ? og det er kun tirsdag. Det er en lige uge, derfor er drengene hos os. De kom i går. Jeg føler ikke jeg kan ikke overskue det. Det er hårdt! Der er betydelig forskel på at have 2 eller 4 børn. Vi får mere travlt, mere stress, når de er her. Vi forsøger at nå det hele vha. planlægning. Hvem henter, hvem bringer, hvem laver mad, hvem kører til træning og så videre. Al den planlægning kan være stressende. Det er logistik på højt plan. Og det er jo ikke drengenes skyld ? det er bare vilkårene ved delebørn. Når vi har dine og vores børn.

Jeg savner F, når drengene er her. Hans tid forsvinder. Den forsvinder, mens han får maskinen til at glide. Han laver mad, vasker op, smører madpakker, laver lektier. Jeg bader børn, leger, læser bog og putter. Jeg klager ikke over fordelingen. Men jeg savner ham ? tiden om aftenen, når de små sover. De store sover senere og det passer næsten med, at jeg sover samtidig. Det er min egen skyld, ja, men med så mange opvågninger hver nat, er jeg nødt til at gå tidligt i seng.

Men jeg vil så gerne skrive på min blog. Jeg vil gerne være aktiv i min ?NYE 100 dage uden sukker med bonusliv? gruppe. Jeg vil gerne gå en tur, få lidt motion. Jeg vil gerne se mine veninder. Jeg vil godt tale med Frederik. Jeg vil gerne planlægge bryllup. Men jeg når det ikke. Ikke altid, ikke det hele og ikke hver dag.

Der går (unægteligt) tid fra mig og mine børn, når drengene er her. Det synes jeg er hårdt. Det synes jeg er udmattende. Jeg skal være meget mere på, når drengene er her. Men jeg har jo selv valgt det. Men selvom jeg selv har valgt det, er det vel også OK at sige at det er hårdt? Det er jo ikke det samme som at fortryde. For jeg fortryder intet.
Men jeg savner at kunne tale højt om MINE følelser, MINE tanker og MINE behov.

Det er længe siden jeg har skrevet om mit bonusliv på bloggen. Det har været sommerferie. Drengene har været ved deres mor i 3 uger først og dernæst hos os i 3 uger, hvoraf vi var 14 dage i Tyrkiet. Jeg har haft masser af ting at skrive ? men jeg har ikke følt jeg har haft tiden. Eller overskuddet. Samtidig har jeg tænkt over hvor min grænse går. Er mine følelser FOR tabu? Er det normalt at føle dét jeg føler. Jeg savner et sted, hvor bonusmorens tabuiserede følelser og oplevelser bliver italesat. Men skal det sted være min blog? ? stedet hvor jeg åbner op for de (forbudte) tanker. Jeg håber jeg TØR. For jeg føler der er et behov. Ikke kun for mig ? men for mange bonusmødre. Vi føler (ofte) noget, som vi ikke må sige højt. Eller noget vi ikke kan lide at sige højt. For så lyder vi onde og ikke-rummelige. Men det ville være rart at vide, at andre har det ligesom mig. Bare nogen gange.

Det var nogle meget personlige tanker, direkte fra mit hoved til mit tastatur. Tag godt imod dem ??

#bonusliv

“Moooar, mooooar, skal vi ikke lege med Barbie?”

Jeg krymper tæer og tænker ååååh nej… Skynder mig at tænke på alverdens andre ting vi kunne lave og slynger hurtigt ud “jo, skat, men kunne det ikke være meget hyggeligere med modellervoks?” I samme sekund fortryder jeg, for modellervoks er ALTID efterfulgt at en grundig omgang støvsugning, da gulvet åbenbart er opsamlingssted for flyvsk modellervoks.
Omvendt så tager jeg hellere en gang støvsugning end at skulle lege med Barbie. Misforstå mig ikke, jeg vil rigtig gerne LAVE noget med O – jeg vil bare meget nødig LEGE. Jeg kan ikke finde ud af det. Min fantasi rækker ikke til at sætte mig ind i en fiktiv dukke-verden, hvor dukkerne skal tale og der skal formes en historie. Jeg er til gengæld rigtig god til at klæde Barbie på og rede hendes hår. Det er bare ikke altid nok for O. “Mooar, Barbie ER klar nu”, siger hun så utålmodigt.

Jeg forsøger virkelig, når hun gerne vil lege. Jeg prøver at finde på en god historie til legen, men mine tanker vandrer og jeg glemmer at koncentrere mig om at være til stede. Jeg KEEEEDER mig i legen med mit barn (må man skrive det?) – og det giver mig røvdårlig samvittighed, for som mor vil jeg så gerne at mine børn oplever mig som tilstedeværende Men jeg kan bare ikke lege; hverken med Barbie, far-mor-barn-leg eller andre fantasi-krævende lege.

Jeg HÅBER at mine børn får dækket dét behov med deres søskende, deres legekammerater og i børnehaven. Og så må jeg fokusere på de ting, jeg er skidegod til at lave med børnene. Som perler, LEGO og tegneri. Det er meget mere mig – det nyder jeg! Og vi har vel alle vores forcer – og bare fordi jeg er MOREN behøver jeg vel ikke mestre alt det mine børn mestrer. Så længe jeg er tilstede <3

#bonusliv

O og hendes Barbie-samling

For tiden kører der en del debat på de sociale medier om hvorvidt børnepengene er BØRNENES penge eller om det er familiens penge. Debatten er startet efter et IG-billede fra en anden mor-blogger som valgte at købe lidt lækkert tøj til sig selv (og sin datter) for børnepengene og efterfølgende poste et billede af det på IG.

Jeg er meget overrasket over, at der er overhovedet ER en debat. For hvem skal bestemme, eller endda dømme mig for, hvad jeg gør med de penge?

Jeg elsker når der hver tredje måned tikker lidt EKSTRA penge ind i form af børnepengene. Det betyder nemlig lidt ekstra fornøjelse for HELE vores familie.

Vi får “kun” børnepenge på O og M, da drengenes mor har bopælsretten og derfor også får de ydelser (og udgifter) der er ved at være bopælsforælder. Det betyder at der ca. tikker 8.000 kr. ind på min nem-konto én gang i kvartalet.
Pengene er IKKE indregnet som en indtægt i vores faste budget, så derfor er det 100% ekstra penge, som JEG bruger på hvad jeg synes vi som familie, eller individer, har brug for. Det betyder også at vi skal have pengene til at dække udgifter for 4 børn, hvoraf to kun er her halvdelen af tiden.

For os fungerer det sådan her – hvis O mangler gummistøvler og J mangler shorts, så venter jeg IKKE med at købe det. Så bliver det købt NU, uanset om der lige er gået børnepenge ind eller ej. Det er en løbende udgift at have børn og det det koster, bliver taget fra min og Frederiks løn. Jeg troede faktisk det var sådan langt de fleste styrede børnepengene….?

Dog kan jeg også sige, uden at skamme mig, at vi som forældre (ofte) har brugt pengene på noget fuldstændig ikke direkte børne-relateret. Såsom tøj og sko til os selv, en opvaskemaskine, et reolsystem, tilskud til en rejse og nu her går hele baduljen til lommepenge til vores ferie. Jeg har det overhovedet ikke dårligt med det, for ingen af mine børn mangler noget (jo, iPhones, iPads og laptops hvis du spørger de to store) og herhjemme har vi altså fællesøkonomi! Forstået på den måde, at jeg løbende sørger for mine børn og ser lidt børnepengene som en bonus, en opsparing. Et beløb vi kan købe lidt større ting for. Ting som gavner familien. Jeg har aldrig set børnepengene som BØRNENES penge, men som et tilskud til en børnefamilie, som i større eller mindre grad, har brug for dén ydelse.

Jeg er enig i at det er forkasteligt hvis der findes familier, hvor børnene ikke har hvad de rent basalt har brug for eller hvor mor og far ikke formår at formidle de penge så det gavner familien som helhed. Men tænker bestemt ikke det er tilfældet ved det oprindelige IG-billede.

Slutteligt vil jeg rømme mig og sige… hvad skal vi egentligt blande os for? Hold nu op, hvor vi blander os i hinandens økonomi, opdragelse, forhold etc. Stop med det! Stop… bare stop.

#bonusliv

Husk du kan se mere til mig og mit liv på Instagram

Stop det nu bare….! (hilsen fra O)

I går skrev jeg lidt om hvor mega hårdt det her mor-job kan være. Du kan læse indlægget her. Og for filan, hvor var det dejligt at læse jeres kommentarer både her og på Facebook-siden. Det er virkelig rart at vide, at jeg ikke er alene med mine frustrationer.

Netop dét med at føle sig alene i de svære stunder i bla. forældreskabet, stammer (for mit vedkommende) i høj grad fra alt den information jeg ufrivilligt bliver bombarderet med hver gang jeg tænder TV’et (Lola er nu okay) eller går online. Jeg er, som så mange andre, en aktiv del af de sociale medier med profil på Facebook, Instagram og nu også Snapchat (stalking er velkomment😜). Herigennem møder jeg alverdens information om moderskabet, parforholdet, vægttabet og ja you name it. Mit ømme punkt er bare virkelig ofte moderskabet. Det er her jeg møder min største tvivl, usikkerhed og frustration (som du råt for usødet, kunne læse om i indlægget fra i går).

Jeg er ALTID i tvivl om jeg gør det godt nok. Jeg sammenligner mig med andre mødre og ønsker tit at jeg kunne være mere som Viggos mor, Sigurds mor eller måske som Malthes mor. For de er altid meget mere rummelige, overskudsagtige, smukke og aktive end jeg er. Det er i hvert fald det indtryk jeg får – og så er det bare skidenemt (for mig) at tro at ALLE andre bare er SUPERMOMS. Så kan jeg bruge tid på at dunke mig selv lidt oven i hovedet. For det gavner jo… nåå ja, ingen. Hvorfor har jeg den skide tendens til at sammenligne? Ville sådan ønske jeg bare kunne hvile i MIN måde at navigere rundt i moderskabet😔.

Jeg kan også komme fuldstændig til kort med alle de artikler, debatter og blogindlæg (🙄🙈) jeg møder på min nyhedsfeed om hvordan jeg BØR være som mor. Jeg swiper fra side til side og læser om hvor skadeligt det er, at jeg skælder mit barn ud, hvor vigtigt det er at jeg anerkender mit barn, at jeg skal lægge min smartphone fra mig, at mine børn ikke må se for meget iPad/TV og ja, indsæt selv et emne. Jeg bliver pisse forvirret af alt den information! Jeg forsøger desperat at efterleve alle “eksperternes” råd, og jeg skuffer mig selv, når det ikke lykkes. Min egen mavefornemmelse drukner fuldstændig i det medie-gejl.

Samtidig med at jeg forsøger at finde min egen stemme i mit familieliv, hører jeg konstant at jeg skal huske at leve sundt, jeg skal spise økologisk (i hvert fald som minimum servere økologisk for mine børn (lortekommentar som virkelig bed på mig🖕🏼), jeg skal undgå kunstige sødestoffer, parfume og parabener, jeg må ikke have for mange barn-syg dage på jobbet, og under ingen omstændigheder må jeg aflevere mit barn i institution i 8-9 timer om dagen. Godt så! Jeg har tabt på forhånd. Jeg KAN ikke vinde!

Jeg VÈD at mange har det ligesom mig, at mange føler sig utilstrækkelige. At vi søger at stræbe mod et ideal, som ikke findes. At det ikke behøver at være tabu, når man ikke har det flotteste hjem (som er fint udstillet på IG), ungerne ser lidt for meget iPad/TV, at maveskindet hænger og lårene er fyldt med smilehuller, at børnene er længe i institution og at vi VIRKELIG glæder os til når børnene er puttet.

Det er OK – synes du ikke???

#bonusliv