Moren der ikke kunne lege

“Moooar, mooooar, skal vi ikke lege med Barbie?”

Jeg krymper tæer og tænker ååååh nej… Skynder mig at tænke på alverdens andre ting vi kunne lave og slynger hurtigt ud “jo, skat, men kunne det ikke være meget hyggeligere med modellervoks?” I samme sekund fortryder jeg, for modellervoks er ALTID efterfulgt at en grundig omgang støvsugning, da gulvet åbenbart er opsamlingssted for flyvsk modellervoks.
Omvendt så tager jeg hellere en gang støvsugning end at skulle lege med Barbie. Misforstå mig ikke, jeg vil rigtig gerne LAVE noget med O – jeg vil bare meget nødig LEGE. Jeg kan ikke finde ud af det. Min fantasi rækker ikke til at sætte mig ind i en fiktiv dukke-verden, hvor dukkerne skal tale og der skal formes en historie. Jeg er til gengæld rigtig god til at klæde Barbie på og rede hendes hår. Det er bare ikke altid nok for O. “Mooar, Barbie ER klar nu”, siger hun så utålmodigt.

Jeg forsøger virkelig, når hun gerne vil lege. Jeg prøver at finde på en god historie til legen, men mine tanker vandrer og jeg glemmer at koncentrere mig om at være til stede. Jeg KEEEEDER mig i legen med mit barn (må man skrive det?) – og det giver mig røvdårlig samvittighed, for som mor vil jeg så gerne at mine børn oplever mig som tilstedeværende Men jeg kan bare ikke lege; hverken med Barbie, far-mor-barn-leg eller andre fantasi-krævende lege.

Jeg HÅBER at mine børn får dækket dét behov med deres søskende, deres legekammerater og i børnehaven. Og så må jeg fokusere på de ting, jeg er skidegod til at lave med børnene. Som perler, LEGO og tegneri. Det er meget mere mig – det nyder jeg! Og vi har vel alle vores forcer – og bare fordi jeg er MOREN behøver jeg vel ikke mestre alt det mine børn mestrer. Så længe jeg er tilstede <3

#bonusliv

O og hendes Barbie-samling