Den 3. januar 2016 ser jeg at en bekendt på Instagram skal igennem 100 dage uden sukker. Jeg kommenterer hendes billede og ønsker pøj pøj. Kækt svarer hun tilbage om jeg ikke skal være med! Jeg bliver grebet af momentet og siger JA, ja sgu! Nu skal det være. Jeg har altid kæmpet med overvægt. Shit, en hård og ulige kamp. Jeg har gennem årene haft elevatorvægt, men jeg har aldrig opnået at være slank eller bare normalvægtig. Jeg har været på maaaaange kure, livsstilsændringer og jeg har forsøgt at dyrke en masse motion. Ingen af delene har gjort mig slank. I love cake too damn much!

Nå men tilbage til denne søndag for 2 måneder siden. Jeg siger til F at fra i morgen er jeg uden sukker. Og som den søde mand F er, siger han ?fedt, skat, sejt! Jeg hopper med på vognen!? Det skal siges til jer der ikke kender F, så er han heeeelt normalvægtig. Han har dog taget lidt sympatikilo på i begge mine graviditeter og siden vi købte ny bil i december, har hans fine cykel stået og samlet støv i kælderen. Så måske det var meget godt, at vi begge forsøgte os uden sukker. Det er jo nemmere når man er sammen om det.
Vi aftalte at vi sideløbende ville forsøge os uden ris, pasta og kartofler for virkelig at se lidt resultater.

Mandag den 4. januar satte vi i gang og puuuh, den første uge var svær. Vanens magt sidder dybt i os begge og vi savnede vores aftensnacks. Men som dagene gik, gik det også langt nemmere. F er en fremragende kok, så han får hver aften kreeret noget lækker mad med grøntsager og kød. Jeg er stoppet med at bage i tide og utide (en af mine store passioner) og slik er totalt no-go. Til gengæld redder Pepsi Max mig hver gang sukkertrangen bliver uudholdelig.

Nu er der gået 8 uger og vi holder den! Det er 56 dage vi ikke har rørt sukker! Pasta, ris og kartofler er indtaget i meget små mængder, men brød spiser vi begge. Status på vægten er minus 12 kg for F og minus 11 kg for mig! Det er så vanvittigt fedt!! Det er 23 kg vi vejer mindre herhjemme! Wuup wuup!

Vi fortsætter naturligvis de næste 44 dage, og så har vi aftalt en mega synde-weekend midt i april. Vi glæder os ? vi har en mental liste med alt det vi har sukket efter de sidste 56 dage. MEN vi har samtidig lovet hinanden, at så er det op på hesten igen frem til sommerferien. F skal ikke tabe sig mere, han skal faktisk bare røre sig lidt og få lidt muller på sin lidt for slanke mandekrop. Jeg, til gengæld, har stadig en del kilo for meget. Har en masse små delmål ? men har lovet mig selv om ca. 20 kg vil jeg være tilfreds! Jeg vil da hverken være slank eller normalvægtig, men jeg vil være yderst tilfreds.
Hep på os!

#bonusliv

Det første billede er taget da jeg var på mit slankeste indenfor de sidste 15 år. Det andet billede er taget til M’s barnedåb i september 2015.

Jeg er pt på barsel med M. Han er lige knap 8 måneder nu og den dejligste, glade dreng. Da F er under uddannelse, får jeg lov at afholde al barslen denne gang og det betyder, at jeg først skal tilbage på arbejde igen i midten af august. Det er jeg lykkelig for! Jeg tror ikke vi skal have flere børn, så jeg NYDER det alt hvad jeg kan. Denne hyggelige tid hvor M og jeg har dagen sammen til at udforske, lære, pludre og bare være sammen, uden forstyrrelser.
Men det betyder også at mine dage foregår meget hjemme, i mødregruppe, med min mor eller bare med gåture. Jeg er derfor virkelig faldet af på den med hensyn til sminke! Gud, hvor jeg ALDRIG har sminke på. Ikke engang mascara bliver det til, for what?s the point? Jeg er fra naturens side ikke begavet med fyldige, mørke bryn og vipper, så rent ud sagt er jeg ret GRÅ uden krigsmaling på. Samtidig har jeg ikke farvet hår i over 4 år! Jeg har sådan en dejlig mørk kommune-farve, flot ikke? Ikke rigtigt! Jeg trænger i dén grad til at blive shinet op! Mit hår er blevet alenlangt ? det er jo nemt bare at smide et op i en hestehale om morgenen.

Det er det samme med mit tøj. Dagen bliver brugt i gulvhøjde og med at amme, give skemad og tørre savl af. Det nemmeste er helt klart mine praktiske sorte leggins og en lang undertrøje med cardigan udover. Det lyder fikst, ikk? Det er det ikke, men det er sørme behageligt! Og det er jo bare rarere at vælte rundt på gulvet i elastikbukser, amme-bh og løst tøj.

Jeg gad godt at jeg var mere lækker. Jeg mener, at jeg godt gad gå op i hudpleje, neglepleje, sminke og wellness. At være sådan rigtig pige-pige-agtig. At jeg osede af lækkerness hver dag. Jeg har veninder som er sådan ? de ser altid så fine ud! Med diskret sminke på, fin hud, smart hår, god kulør og fine smykker. Det er nok utopi at jeg kan gøre dem kunsten efter all-around, men man skal jo starte et sted. Jeg skal bare lige finde ud af hvor.

Jeg synes virkelig F fortjener, at jeg shiner mig lidt op, om ikke andet så for hans skyld. Det er sgu trivielt at se sin kæreste i søndagstøj hver dag. Egentlig ved jeg godt at F er bedøvende ligeglad, han synes det er dejligt, når jeg duller mig op, men det gør ikke nogen forskel for ham. Men så kunne det være jeg skulle gøre det for min egen skyld.
Jeg tror jeg vil starte med at finde ud af hvilke vitaminer jeg skal have noget mere af, for at få mit hår og min negle til at se tålelige ud igen. Al det graviditets/amme sjov, har gjort at mine negle flosser og jeg fælder vildt meget! Jeg også at jeg vil bestille en tid ved frisøren i april. Så garnet kan blive gjort lidt forårslækkert. Og så gør jeg lidt for mig selv ? det gør mig i så godt humør.

Jeg bliver nok aldrig én der går vildt meget op i mig selv (jeg gad godt), det ligger bare ikke til mig. Men øvelse gør mester ? har du nogle gode råd, ideer eller tips, så kommentér endelig! Jeg elsker at blive inspireret og måske har du netop tricket til at gøre mig mere hverdagslækker.

#bonusliv

Emnet er sprængfarligt, men jeg synes alligevel at det er vigtigt at turde skrive om. For det er noget af det som rører sig hos mig og hos mange andre, som lever med dine, mine og vores.

Jeg har aldrig været i tvivl ? selvfølgelig kan jeg det! Selvfølgelig elsker jeg J og S på den der mor-måde. Engang kunne jeg slet ikke forestille mig, at dén kærlighed jeg nærede til J og S, ville føles anderledes, når jeg selv blev mor. Jeg har jo altid sagt, at jeg ville elske alle mine børn på samme måde. Naturligvis, ellers ville jeg jo være en elendig bonusmor, ikke?

Men jeg må æde mine ord og min romantiske forestilling om livet i en sammenbragt familie er manet til jorden, for SELVFØLGELIG er der forskel! Jeg har båret O og M i min mave, de er min sjæl, mit blod, mit DNA; de er en forlængelse af mit hjerte. Jeg læste engang et citat som lød nogenlunde sådan her

At beslutte at blive mor, er det samme som at vælge at have hjertet uden på tøjet

Det er jo virkelig rigtigt! Man aner ikke hvordan det er at elske et barn, før man elsker sit eget.
Den kærlighed jeg har til O og M er så dybfølt, så betingelsesløs og så uendelig. Hvis der skete dem noget, ville jeg stoppe med at trække vejret. Det kan jeg mærke, helt ind i mit inderste. Bare tanken om det får mit hjerte til at springe et slag over.
Jeg elsker også J og S, jeg elsker dem helt ud i universet og tilbage. Kærligheden til dem er ligeledes dybfølt, men den bor et andet sted i mit hjerte. Den kærlighed kun en MOR kan nære, er forbeholdt drengenes mor, jeg KAN ikke føle den. De har en mor, som giver dem dén kærlighed. Jeg er deres bonus og jeg overøser dem med kærlighed; en anden slags, en bonus-kærlighed.
Det vil være det samme som at forvente at J og S elsker mig, som de elsker deres mor. Det kommer aldrig til at ske! De elsker mig (det siger de selv) og det kan jeg også mærke. Jeg mærker det gennem kys og kram, men også gennem strid opførsel og den, somme tider, ugidelige holdning. De ved, at det er OK at være strid, jeg elsker dem alligevel. Som en forælder, som en bonus.

I vores hjem bor fire børn. Alle fire børn er elsket! Hver især på deres måde. Hver især for dén de er. Deres personlighed, deres humor, deres særheder. Ingen her betragter sig selv som bonus i dagligdagen, for der er de alle fire vores børn, alle fire på lige fod. Tid, opmærksom og kærlighed bliver delt ligeligt, forældre til børn, børn til forældre og især børnene i mellem. Herhjemme er ingen hele eller halve søskende. Her er vi bare SØSKENDE.

Vi føler alle seks kærligheden, hver især på vores måde. På dén måde den er tiltænkt lige netop os. Tak for kærligheden.

#bonusliv

Dengang jeg var lille og nogen spurgte hvad jeg ville være, så svarede jeg at jeg ville være forfatter. Jeg har altid næret en dyb respekt for forfattere. Tænk at kunne fortælle en gribende historie, som fuldstændig fanger læseren og hvor det eneste læseren tænker på, er hvornår man kan læse videre i bogen. Mine forældres gamle computer er fyldt med historier, opstartet, men aldrig færdiggjort. Useriøse og mange af dem også urealistiske og barnlige. Jeg vidste aldrig hvor eller hvordan jeg skulle starte. Hvad skulle jeg skrive om og hvad var mit budskab?

Jeg har aldrig formået at få færdig-forfattet en dyt. Ikke engang en dagbog har jeg gidet skrive. Men det tror jeg nu mest er fordi det ikke er meningen, at en dagbog skal læses. Og jeg vil gerne, at det jeg skriver bliver læst. At nogen har en mening om det jeg skriver og måske endda (hvis jeg er heldig) kan bruge mine ord til noget.
Længe har jeg tænkt over om blogging kunne være noget for mig. Jeg har ikke vidst hvad jeg skulle blogge om. Jeg har ikke en hobby eller en livsstil som er synderligt interessant. Mad, make-up, mode ? jeg går ikke op i det, jeg synes det er kedeligt.
Jeg har til gengæld tusind tanker og følelser, min hjerne kører i overdrive det meste af tiden. Jeg har en holdning til det meste og jeg er som regel ikke bange for at ytre den. Men jeg er samtidig meget privat og har svært ved at tale om de ting, jeg bøvler med. Hvad gør jeg så? Jeg skriver. Jeg vil prøve at sætte ord på den dagligdag jeg lever, de små ting, de store ting, de ligegyldige ting og de vigtige. Måske der er nogen som læser med, som tænker de samme ting, føler det samme eller som kan bruge mine ord til noget.

Jeg lever ikke et anderledes liv end så mange andre, så hvorfor skulle nogen læse med, netop hos mig? Det er heldigvis noget I selv vælger om I har lyst til ? imens vælger JEG at fremhæve det faktum at vi er en sammenbragt familie med alt hvad det indebærer af udfordringer, tålmodighed, rummelighed og kærlighed. Det er min hverdag og det er ofte årsag til min tankestrøm og vil derfor blive kilden til fremtidige indlæg.
Derfor vil jeg bruge min blog til at blive klogere på mig selv og have et frirum, hvor grubleri kan blive til skriveri og hvor min hjerne kan finde noget ro.

Jeg glæder mig til at se hvor det fører hen.

#bonusliv

Når man bliver forældre sammen og man første gang står med sit lille vidunder i armene, aner man intet om hvordan man ér sammen som forældre. Men de fleste vokser med opgaven og bliver klogere og bedre i takt med at barnet bliver ældre. Ens erfaring vokser ud af den kærlighed man nærer til sit barn.
Men hvad så med os der bliver kastet ind i forældreskabet? Hvordan bliver vi de bedste udgaver af os selv ? rent forældremæssigt?
Jeg var 27 år, da jeg skulle agere voksen og have ansvaret for 2 dejlige guldklumper på hhv. 3 og 4 år. Jeg tænkte ikke meget over det, da F og jeg valgte at flytte sammen. Come on, how hard could it be? Men ohhh my, jeg anede (heldigvis?) ikke hvad jeg gik ind til.
Jeg har aldrig lidt af præstationsangst eller følt mig utilstrækkelig. Jeg hviler normalt i mig selv, i mine holdninger og meninger. Men jeg må indrømme, at når man får kastet andres børn ind i sit liv, oplevede jeg at føle mig utilstrækkelig ? eller jeg mærkede følelsen af ikke at slå til, ikke at være god nok. Det var et kæmpe ansvar at bo med (andres) børn. Tanker som, gør vi (F og jeg) det godt nok? Og er vi ligeså gode som mor? Er det ligeså rart at være ved os som ved hende? De spørgsmål rumsterer stadig i mit hoved. Ikke så ofte efter jeg selv er blevet mor, men usikkerheden spøger af og til.
Børn, og især små børn, har et kæmpe behov for begge deres forældre, men i min optik i særdeleshed for deres mor. Derfor er det også naturligt, at som ugen skrider frem (vi har en 7/7 ordning), savner drengene mere og mere deres mor. Jeg kan sagtens forstå dem, men det bliver alligevel i mit hoved til, at vi ikke gør det godt nok. Det er virkeligt irrationelt at jeg tænker sådan og min fornuft ved jo godt, at de to ting ikke hænger sammen. Men alligevel kæmper jeg med at føle mig tilstrækkelig som hjem-skaber (er det et ord?) for de to dejlige drenge. Jeg synes det svært, for drengene har jo et sammenligningsgrundlag ? ligesom alle skilsmissebørn har. De har (ofte) to hjem og to familier at forholde sig til. Tænk nu hvis de synes det er bedre ved mor? Tænk hvis de foretrækker hendes hjem frem for vores?

Det er urimelige krav at stille til mig selv og til Frederik. At stræbe efter at være ligeså gode som nogens mor. Det kan man jo ikke. Vi kan (eller vil) ikke kopiere deres mors hjem. Vi er forældre på en anden måde og har bygget vores hjem op på vores måde ud fra de værdier vi vægter højest. Og med vores mener jeg VORES ? os alle seks der bor her. Vi er alle seks med til at skabe rammerne i det hjem vi har. Som de voksne sætter vi rammerne, men vi er alle seks med til at skabe hjemmet. Store som små, bonus som ikke.

Drengene siger tit til os ?I er virkelig de skrappe forældre!?. Vi ved det godt, vi ER skrappe. Nok også skrappere end hvad jeg tror mor er. Vi har en forventning om at de hjælper til, at de tænker længere end deres egen næsetip og at de generelt opfører sig ordentligt og udviser høflighed og gode manerer. Og derudover er der to små søskende som kræver mor og fars opmærksomhed, på dén måde som små børn gør. Det er der ikke ved mor. Der er udelt opmærksomhed og fuld fokus (tror jeg). Jeg har virkelig forsøgt at kompensere, ja nærmest undskylde for, at de er fire børn om at dele opmærksomheden herhjemme og overdynget drengene med opmærksomheden og bedt F gøre det samme. Jeg har taget mig 100% af de to små i de uger drengene er hos os, så F kan have fokus på J og S, så de kunne føle at de virkelig havde deres fars fulde fokus. Men sådan kan tingene bare ikke hænge sammen! Der er fire børn hos os! Alle skal have opmærksomhed af både mor/Hanne og far. O og M skal ikke vokse op og føle at de kun har deres far, når J og S er ved deres mor. Det giver i et fuldstændig forskruet verdensbillede for små poder, hvis de bliver overset (eller for-fordelt).
Jeg kaster derfor håndklædet i ringen (eller jeg forsøger i hvert fald). Vores hjem er IKKE ligesom deres mors, for vi er IKKE deres mor. Her bor er fire børn! ? med alt hvad det indebærer af søskendejalousi, kaos, larm, gråd og kampe om ipad?en, tv?et og playstation. Heldigvis er det også et hjem fyldt med søskendekærlighed, omsorg, sammenhold og ved I hvad? Jeg tror det er sundt for børn at opleve at hjem er forskellige. Jeg tror at søskende ruster børn til at tilpasse sig, De lærer at indgå i sociale relationer og at begå sig i fællesskaber.
Vores hjem bliver aldrig som andres, for hjemmet skabes af dem som bor i det. Her bor vi F & H, O & M og J & S og her er egentligt ret skønt!

Dét forsøger jeg at huske mig selv på, når jeg synes det er svært?

#bonusliv

Beskeden tikker ind på min facebook messenger fra en veninde jeg ikke har set i 100 år. Jeg svarer at det går fint, der er ikke så meget nyt, vi har travlt og tiden flyver.
Jeg tænker mig om. Tiden flyver virkelig! Det har lige været nytårsaften og nu er det snart min fødselsdag (martsbarn). Et af mine nytårsfortsætter var at læse en bog i kvartalet. Jeg elsker at læse ? men har ikke læst en eneste bog siden min søn M kom til verden i sommers. Jeg har en hel stak bøger, som bare ligger og venter på at blive åbnet og læst. Nu er det snart marts og har nu kun en måned til at få læst en bog ? mon jeg når det? Jeg håber.
Men hvad bruger jeg tiden på? Jeg er jo på barsel og M er en dejlig nem dreng på knap 8 mdr. Jeg går i mødregruppe én gang om ugen. Vi har også haft nogle hårde måneder med sygdom hos os alle 6. Mange tænker nok, nåå ja med 4 børn, så har I jo nok at se til. Og jo, det har vi da. Men hvad udretter vi? Synes aldrig hjemmet skinner pletfrit eller at vasketøjet er helt i bund. Opvaskemaskinen skal ALTID tømmes og der er støv på hylderne. Vi ser ikke vores venner nok og weekenden er altid for kort. Hvor bliver tiden af?

Vi bruger alligevel noget tid på at holde huset (sådan da og det kommer aldrig til at være skinnende rent og pletfrit), børnene har rent tøj på (hvis vi husker dem på at huske at skifte underbukser), der er mad på bordet hver dag (endda med grøntsager) og der bliver smurt (nogle gange spændende) madpakker. F får lavet sine egne lektier (han er ved at uddanne sig som SOSU-ass.), drengenes lektier bliver også lavet (næsten dagligt), vi laver perler med O (vores datter på 3 år) og leger på gulvet med M.
J og S går begge til springgymnastik. Vi bor ikke i samme kommune som drengenes mor og da de kun er 8 og 10 år, henter og bringer vi dem både fra skole/SFO og spring. Spring er tre eftermiddage/aftner om ugen.
Samtidig forsøger vi begge at være hjemme om aftenen i de uger vi har drengene ? det er immervæk noget af en mundfuld at stå alene med mad og putning af 4 børn selv. Heldigvis nyder F og jeg at være hjemme, vi kan godt lide hinandens selskab (heldigt når nu vi er kærester haha), og vi henter ligeså meget energi hjemme som ude.

M har ikke rigtig noget putte-rituale endnu og han sover meget let, så de fleste aftner bruger jeg på at nusse, rokke, amme. Det bruger jeg egentlig også en del af natten på.
Jeg synes ikke selv jeg har travlt? men tiden får ben at gå på. Jeg er velsignet med en mand som er fantastisk til alt husligt. Han laver mad, gør rent og vasker tøj. Også selvom jeg er på barsel. Jeg skal ikke engang bede om det. Vi er gode til at være fælles om tingene.

Jeg har ikke svaret på hvor tiden bliver af ? jeg ved bare at den går. Det er det samme jeg hører hos andre småbørnsfamilier. Det er jo ikke fordi vi ikke vil ses med venner og veninder, men tiden (og måske overskuddet) er der ikke. Ind imellem sygdom, søvnløse nætter, hus, have, arbejde, træning (for nogen) er det svært lige at arrangere en kop tår kaffe eller middagsaftale. Heldigvis lykkedes det af og til ? og så bliver batterierne ladet lidt op. At ses med venner til frokost en lørdag og børnene leger og vi lige får sludret lidt eller en sen kaffe-aftale når børnene er puttet; det er guld værd!
Så selvom tiden flyver, så skal jeg huske at det er livet! Livet er lige nu ? jeg står midt i det, men jeg glemmer af og til at nyde det fordi jeg føler at tiden rinder ud mellem fingrene på mig. At tiden forsvinder i tøjvask, husholdning og ture på legepladsen. Men det er jo netop dét der er livet ? dér hvor jeg er lige nu.

#bonusliv

Bonusfar, bonusmor, bonusbarn?
Vi er en generation af bonusser og jeg er med på bølgen, da jeg bonusmor; et begreb som den danske ordbog definerer således
kvinde som ikke er biologisk mor til et barn, men lever sammen med barnets far i et efterfølgende parforhold
Det lyder da meget godt, gør det ikke? Det er jo præcis sådan det hænger sammen. Da jeg mødte mit livs kærlighed var han allerede far. Jeg forelskede mig hovedkulds og efter 4 måneder flyttede F og jeg sammen på deltid (i de uger, hvor han ikke havde drengene) og efter 10 måneder flyttede vi sammen for real ? med hans børn hos os hver anden uge. Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til ? det gjorde F og drengene heller ikke. Det var nyt for os alle.

I min verden er bonus en positiv ting. Det er noget ekstra, noget man ikke havde regnet med. Mine børn får et bonus-stykke af pålægschokoladen til deres morgenbolle i weekenden eller jeg kan være heldig og få en bonus på arbejdet. Ordbogen skriver således
(uventet) positivt resultat eller udbytte
Men vi bruger jo også ordet bonus om mennesker. Kan mennesker defineres som en bonus? Ja! – de mennesker som er i vores liv, som vi nok ikke havde regnet med er vores bonus.
Jeg har to bonussønner. Det var ikke hvad jeg havde regnet med, da jeg som lille forestillede mig mit voksenliv. Og jeg er stensikkert heller ikke noget de to drenge havde regnet med. De havde regnet med mor og far sammen, i et hus i Mørkøv. Det havde moren og faren nok også. I stedet har de nu ?mor og kæreste? og ?far og Hanne?. To stedbrødre på mors side og to mindre halvsøskende på fars side. Sådanne konstellationer findes der tonsvis af i Danmark. Dine, mine og vores er det nye sort.

Vi bruger ikke ordet bonus om hinanden i daglig tale. Jeg er bare Hanne og de er J og S. Men jeg præsenterer mig ?Hej, det er Hanne, J?s bonusmor?, hvis jeg ringer til en forælder fra klassen. Så har jeg defineret hvem jeg er og hvilken relation jeg har til J. Drengene selv siger mest ?det er min fars kæreste?, når de bliver spurgt hvem jeg er. Det er jeg jo også ? men det lyder distanceret i mine ører. Fars kæreste? Som om at den definition negligerer alt dét vi er som familie ? jeg er jo ?bare? fars kæreste. Jeg kan langt bedre lide ordet bonusmor. Men netop den sidste stavelse mor, er forbeholdt drengenes mor. Og det er vel også OK.

Det er 6 år siden jeg blev en bonus. Drengene var 3 og 4 år gamle. S, som er yngst, kan ikke huske livet med mor og far under samme tag. Han husker dét, han har fået fortalt. J husker noget, men bestemt ikke meget. Jeg ved ikke om der er en ?god? alder for børn, at blive introduceret for fars nye kæreste. Der ligger jo en skilsmisse og ødelagte drømme bag enhver bonus. Men jeg synes nu alligevel, at det var et af de bedre tidspunkter at drengene og jeg mødte hinanden på. Vi har aldrig haft de store magtkampe eller kontroverser. Vi accepterer hinanden, og drengene har fuld tiltro til at jeg er FORÆLDER for dem. Jeg er ikke deres mor, jeg er ikke deres far, men jeg er ligeså meget en voksen i deres liv og de skal lytte til det jeg siger, også når jeg har den skrappe kasket på. Det hjælper helt sikkert meget, at F og jeg er enige i opdragelse og værdier. F og jeg har aldrig haft de store udsving i vores forhold, vi er stabile og etableret i vores relation og vi er enige om hvilken vej vi vil ? sammen. Det tror jeg skaber værdi for vores familie og for alle vores fire børn. Det håber jeg i hvert fald.

At være en sammenbragt familie kan kræve blod, sved og tårer. Jeg kan føle mig overset, være urimelig, være vred. Jeg kan føle mig heldig, elsket og lykkelig. Det kræver al min tålmodighed, min kærlighed og mit overskud.
Det er dét denne blog vil handle om ? livet som bonus. Men også livet som mor, kæreste, veninde, familie og alle de andre ting mit liv består af.
Jeg kan ikke love det bliver spændende, men jeg lover det bliver ærligt!

#bonusliv