Jeg kan godt synes det er svært…

Når man bliver forældre sammen og man første gang står med sit lille vidunder i armene, aner man intet om hvordan man ér sammen som forældre. Men de fleste vokser med opgaven og bliver klogere og bedre i takt med at barnet bliver ældre. Ens erfaring vokser ud af den kærlighed man nærer til sit barn.
Men hvad så med os der bliver kastet ind i forældreskabet? Hvordan bliver vi de bedste udgaver af os selv ? rent forældremæssigt?
Jeg var 27 år, da jeg skulle agere voksen og have ansvaret for 2 dejlige guldklumper på hhv. 3 og 4 år. Jeg tænkte ikke meget over det, da F og jeg valgte at flytte sammen. Come on, how hard could it be? Men ohhh my, jeg anede (heldigvis?) ikke hvad jeg gik ind til.
Jeg har aldrig lidt af præstationsangst eller følt mig utilstrækkelig. Jeg hviler normalt i mig selv, i mine holdninger og meninger. Men jeg må indrømme, at når man får kastet andres børn ind i sit liv, oplevede jeg at føle mig utilstrækkelig ? eller jeg mærkede følelsen af ikke at slå til, ikke at være god nok. Det var et kæmpe ansvar at bo med (andres) børn. Tanker som, gør vi (F og jeg) det godt nok? Og er vi ligeså gode som mor? Er det ligeså rart at være ved os som ved hende? De spørgsmål rumsterer stadig i mit hoved. Ikke så ofte efter jeg selv er blevet mor, men usikkerheden spøger af og til.
Børn, og især små børn, har et kæmpe behov for begge deres forældre, men i min optik i særdeleshed for deres mor. Derfor er det også naturligt, at som ugen skrider frem (vi har en 7/7 ordning), savner drengene mere og mere deres mor. Jeg kan sagtens forstå dem, men det bliver alligevel i mit hoved til, at vi ikke gør det godt nok. Det er virkeligt irrationelt at jeg tænker sådan og min fornuft ved jo godt, at de to ting ikke hænger sammen. Men alligevel kæmper jeg med at føle mig tilstrækkelig som hjem-skaber (er det et ord?) for de to dejlige drenge. Jeg synes det svært, for drengene har jo et sammenligningsgrundlag ? ligesom alle skilsmissebørn har. De har (ofte) to hjem og to familier at forholde sig til. Tænk nu hvis de synes det er bedre ved mor? Tænk hvis de foretrækker hendes hjem frem for vores?

Det er urimelige krav at stille til mig selv og til Frederik. At stræbe efter at være ligeså gode som nogens mor. Det kan man jo ikke. Vi kan (eller vil) ikke kopiere deres mors hjem. Vi er forældre på en anden måde og har bygget vores hjem op på vores måde ud fra de værdier vi vægter højest. Og med vores mener jeg VORES ? os alle seks der bor her. Vi er alle seks med til at skabe rammerne i det hjem vi har. Som de voksne sætter vi rammerne, men vi er alle seks med til at skabe hjemmet. Store som små, bonus som ikke.

Drengene siger tit til os ?I er virkelig de skrappe forældre!?. Vi ved det godt, vi ER skrappe. Nok også skrappere end hvad jeg tror mor er. Vi har en forventning om at de hjælper til, at de tænker længere end deres egen næsetip og at de generelt opfører sig ordentligt og udviser høflighed og gode manerer. Og derudover er der to små søskende som kræver mor og fars opmærksomhed, på dén måde som små børn gør. Det er der ikke ved mor. Der er udelt opmærksomhed og fuld fokus (tror jeg). Jeg har virkelig forsøgt at kompensere, ja nærmest undskylde for, at de er fire børn om at dele opmærksomheden herhjemme og overdynget drengene med opmærksomheden og bedt F gøre det samme. Jeg har taget mig 100% af de to små i de uger drengene er hos os, så F kan have fokus på J og S, så de kunne føle at de virkelig havde deres fars fulde fokus. Men sådan kan tingene bare ikke hænge sammen! Der er fire børn hos os! Alle skal have opmærksomhed af både mor/Hanne og far. O og M skal ikke vokse op og føle at de kun har deres far, når J og S er ved deres mor. Det giver i et fuldstændig forskruet verdensbillede for små poder, hvis de bliver overset (eller for-fordelt).
Jeg kaster derfor håndklædet i ringen (eller jeg forsøger i hvert fald). Vores hjem er IKKE ligesom deres mors, for vi er IKKE deres mor. Her bor er fire børn! ? med alt hvad det indebærer af søskendejalousi, kaos, larm, gråd og kampe om ipad?en, tv?et og playstation. Heldigvis er det også et hjem fyldt med søskendekærlighed, omsorg, sammenhold og ved I hvad? Jeg tror det er sundt for børn at opleve at hjem er forskellige. Jeg tror at søskende ruster børn til at tilpasse sig, De lærer at indgå i sociale relationer og at begå sig i fællesskaber.
Vores hjem bliver aldrig som andres, for hjemmet skabes af dem som bor i det. Her bor vi F & H, O & M og J & S og her er egentligt ret skønt!

Dét forsøger jeg at huske mig selv på, når jeg synes det er svært?

#bonusliv