Her er det S som er med ude og samle ind for nogle år siden
En af mine hjertesager er Kræftens Bekæmpelse. Jeg har samlet ind til dem hvert år så længe jeg kan huske. Jeg rendte endda rundt både da O var spæd og sidste år, da jeg var gravid. Jeg synes, det er en af de vigtigste indsamlinger i Danmark.
Vi kender alle nogen som er ramt – eller som vil blive ramt! Det er en MODBYDELIG sygdom, den er udspekuleret og lunefuld. Jeg har selv mistet mennesker i mit liv til denne sygdom og jeg vil til hver en tid hjælpe hvor jeg kan.
Jeg håber at rigtig mange af jer, mine søde læsere, vil melde jer som indsamlere. Eller i hvert fald donere lidt, når vi kommer og ringer på jeres dør. Jeg satser på at vi i år slår alle rekorder for indsamlingens størrelse – det håber jeg hvert år. Jeg bliver så rørt; at vi sammen kan forsøge at bekæmpe denne sygdom, det er sejt!
Jeg glæder mig til i år både at have O og M med ud. Det er aldrig for tidligt at sætte det gode eksempel. F er selvfølgelig også med. Jeg håber I vil tage godt imod os – og til jer der ikke vil bidrage – smæk ikke døren i hovedet på os. Et fint nej tak er nok.
Jaaa, jeg har købt en Yepp cykelstol til montoring foran! Nu skal M og jeg dælme ud og cykle. Jeg føler vi har fået en helt ny bevægelsesfrihed.
F monterede den lækre sag på min cykel i søndags, så nu går jeg bare og venter på den smarte cykelhjelm fra Abus til M. Så er vi køreklar!
Vi satte M i sædet for at indstille det korrekt, og han var bære helt pjattet med det. Er spændt på hvad han siger til, når der kommer lidt fart på.
Vi har længe haft en Yepp cykelstol til O monteret bagpå, og den har vi været utrolig glade for. Valget var derfor naturligt, da vi skulle have en til M. Jeg vil bedst kunne lide, at have ham siddende foran. Især når han stadig er så lille.
Cykelstolen er købt på Reshopper (mega-yndlingsapp) og så endda til halv pris af nyprisen. Dét er da til at blive i godt humør af. Man kan faktisk ikke se den er brugt.
Jeg glæder mig til at komme op på jernhesten med guldklumpen – så hvis I ser et hvidt lyn på vejene, så er det bare M og jeg 🙂
For 2 uger siden fik M lagt dræn og jeg havde store forventninger til snarlig sammenhængende nattesøvn og middagslure. Da drænet blev lagt sagde ørelægen, at der både var mellemørebetændelse og øregangsbetændelse, så det var forståeligt at lillemanden havde ondt. Vi fik øredråber til 7 dage og så hjem med os.
Om aftenen faldt M i søvn uden problemer og det var endda far der puttede. M sov hele aftenen og først kl. 3 meldte han sig til en gang nat-babs. Det var ren luksus! ? og jeg var lykkelig for at kunne mærke en bedring allerede.
Næste aften forløb ikke helt ligesådan. Jeg puttede M, men allerede efter 30 min vågnede han, grædende. Sådan forløb det meste af natten. Men han var også mega-snottet og lød hæs, så jeg tænkte at det nok var derfor han var så ulykkelig.
Efter en uges tid var vi færdige med øredråberne og ørene var stort set holdt op med at løbe. Jeg skød stadig skylden til de vågne nætter på snot og hoste. MEN jeg blev dælme klogere! Et døgns tid efter øredråbernes ophør, gik det helt galt. M græd og græd og til sidst tyede jeg til en panodil-junior. Det gav lidt ro, men jeg måtte stadig sidde op med M hele natten. Sådan forløb de næste mange nætter (siddende og med panodil) og jeg ventede med længsel til det blev I DAG; tirsdag hvor ørelægen havde åbent igen.
Jeg ringede kl. 9 sharp og fik en akuttid kl. 10.
Ganske rigtigt så var højre øre fuldstændig tilstoppet af betændelse. Ørelægen fjernede en stor klump snask, støvsugede øret og blæste antibiotika ind. Snasken blev podet og vi får svar på fredag. Ind til da skal vi forbi ørelægen hver dag, så M kan få blæst antibiotikaen ind i øregangen.
Den stakkels lille dreng og de ører? Jeg håber virkelig snart at han slipper for mere ørepine ? og så håber jeg virkelig snart på noget sammenhængende nattesøvn? zzzz
Min datter O er 3 år gammel og går i børnehave. Lige før O fyldte 2 år, begyndte O at lege uden for børnehaven med en sød jævnaldrende pige fra stuen og jeg og F blev hurtigt gode venner med forældrene. Vi begyndte jo egentligt at ses fordi pigerne talte om hinanden uden for børnehaven, men så klikkede vi godt og hen af vejen sås vi nok ligeså meget for os voksnes (især mødres) skyld, som for vores pigers.
Men sådan er det jo nok ikke hver gang. Og hvornår begynder de lege-aftaler, hvor man ikke kender forældrene? Vi er så småt i gang. Vi leger med nogle få fra børnehaven og mest i weekenden. Jeg tror nemlig det er sundt for børnene at ses uden for institutionen. Det er samtidig også vigtigt at vi som forældre har et godt netværk, at vi kender hinanden, hilser på hinanden. Det er med til at skabe et solidt forældre-netværk og forhåbentligt også en samhørighed blandt børnene.
Netop fordi jeg synes dét er vigtigt, kan jeg godt stresse lidt over de lege-aftaler. Der er så mange søde børn (og forældre) som O (og jeg) gerne vil lege med, men weekenderne er tit fyldt op med andre ting. Mange af mine og F?s vennepar har børn, som O (og M, J og S) leger med. Og nogen gange vil JEG også godt bare være sammen med O ? have hende for mig selv, så VI kan hygge os og lege. Jeg ved godt, at børn ikke leger på samme måde med voksne som med børn, men jeg tror det er ligeså vigtigt at O har sin mor (og far) for sig selv til ren leg. At vi bare ér, og laver ingenting herhjemme. Er virkelig tilhænger af dage, hvor vi laver ingenting. Men jeg vil jo ikke afskære hende fra et socialt sammenhold i børnehaven og jeg er så bange for at hvis vi ikke laver nok lege-aftaler uden for børnehaven, så er hun ikke en del af fællesskabet i børnehaven. Det er jo helt skørt ? hun er 3! Ved godt at jeg lægger alt for meget i det og jeg ved også godt, at jeg nogen gange ræser ud af en tangent og så kan mine tanker få det kørt lidt op (dét arbejder jeg med). Og børnene finder nok ud af det sammen. Håber jeg. De taler bare meget om, at så har de leget med dén og dén og så skal de med dén og dén hjem. Det skal O jo også opleve. Heldigvis har jeg stor tiltro til at de voksne i O?s børnehave, pæda?skide?go?erne, har helt styr på at børnene får skabt relationer på kryds og tværs. Det er dejligt, tak for dem.
Jeg synes bare tit, at alting er ?på den ene side, på den anden side?. Eller også er det bare mig ? mig der hele tiden væver i hvad der er det rigtige? Jeg vil jo heller ikke booke hver weekend med aftaler, for det er da lidt stressende. Det synes jeg i hvert fald, så det tænker jeg også at en 3-årig synes. Men samtidig synes jeg det er vigtigt med lege-aftaler og gerne med så bred en vifte af børn som muligt.
Jeg håber at jeg, ved at forsøge at følge MIN mavefornemmelse, gør det bedste for O, både i det her dilemma og andre. Jeg ønsker, som alle andre forældre, at ruste hende på bedst tænkelige måde til at møde livets facetter ? ønsker for hende at hun bliver den allerbedste version af sig selv. Det er et kæmpe ansvar ? DERFOR er jeg nok lidt usikker fra tid til anden.
Det bedste ved at have bonusbørn er at mine børn har bonus-søskende. Når jeg ser kærligheden og båndet mellem drengene og O og M, så smelter mit hjerte.
J og S er vidt forskellige. J er lidt forsigtig og ordentlig. Han respekterer dét vi siger uden at sætte spørgsmålstegn. Han fornemmer enhver stemning og han er utrolig omsorgsfuld og kærlig. Han kan virke lidt usikker og han bekymrer sig meget. Han forsøger at gemme sig bag humor og er derfor klassens klovn. Det er hans måde at finde lidt ro i sig selv.
S derimod, han er fanden i voldsk. Du kan se det i hans øjne, de er fyldt med spræl og lumskhed. Han ligner én der altid planlægger sit næste stunt. Han er en primadonna og en hystade. Han er så temperamentsfuld og han smutter altid under hvor gærdet er lavest.
J har lige siden O blev født behandlet hende som en prinsesse. Han gør alt for hende, hun får altid sin vilje hos ham, han fjoller med hende og han har en helt utrolig stor tålmodighed med hende. O elsker ham med hud og hår. Hun ser så meget op til ham og hun synes bare han er det bedste i verden. Hun har ham snoet om sin lillefinger.
Men sådan er det ikke med S. Han har ikke altid synes at det var fedt at O kom til verden. Han var lillebror med stort L og det var svært for ham, at han pludseligt ikke var den mindste. Det havde han trods alt lukreret på i 5½ år. Men S og O ligner også hinanden ? de er to alen af et stykke. Både på udseendet og personligheden ? og de tager sig nogle gevaldige ture. S overgiver sig aldrig i slåskampene, han slås for alvor, han lader hende ikke vinde i spil og han nægter pure at lade hende komme først til. Hun får aldrig sin vilje, for S?s vilje er stensikkert det stikmodsatte af O?s.
Det gør O arrig ? hun er så vant til at J føjer hende, så når S ikke gør, bliver hun en rasende furie! Bølgerne kan gå højt mellem de to, de er hund og kat, men alligevel finder de ofte hinanden i en fælles leg. En leg hvor de er ligeværdige og fuldstændig opslugt. De har samme evne til at forsvinde i legen og blive tabt for omverdenen en stund. Det er dejligt at se.
S og O leger med duplo
I sommers kom M til verden og han har til gengæld taget S om hjertet. Han er selvfølgelig kun 8 måneder og meget kan ændre sig, men S gider ham. Han vil gerne indfinde sig i gulvhøjde og lege med babylegetøjet og han synger og danser gladelig for M, hvis han er ked. Det gør prompte M i godt humør og S nyder det. Jeg tror de to finder hinanden på en helt anden måde end S og O har gjort. Jeg glæder mig til at følge med.
S og M
Jeg elsker at have fire børn med så forskellige personligheder, men alligevel med så mange fælles træk. Det er skønt at se dem agere indbyrdes og jeg tror det er så sundt for dem alle fire at lære at respektere hinandens forskelligheder. Jeg glæder mig til at følge deres fremtidige forhold og jeg kan kun håbe på et varigt forhold imellem dem <3
(Jeg skal nok skrive et indlæg om de konflikter vores fire børn har, for dem er der sørme også!)
I morgen er det en uge siden, at M fik lagt dræn. Det skete lidt pludseligt; vi var til ørelægen sidste mandag (læs om min dag her) og der var ingen tvivl om at M skulle have dræn og så fik vi en tid allerede to dage efter. Gudskelov ? for natten til den dag, hvor drænene skulle lægges fik M akut mellemørebetændelse. Han vågnede kl. 3 om natten og så skreg han. Han var helt utrøstelig, det var så synd for ham. Jeg vidste ikke om jeg måtte give panodil, når han skulle i narkose 11 timer efter, så jeg trøstede og ammede bare. Alt hvad jeg kunne. Han havde feber og sov sporadisk i mine arme. Min stakkels lille manse, det gør så forfærdeligt ondt i hjerte at se sin lille baby sådan.
Vi havde tid kl. 13.30, så M måtte få mad frem til kl. 7.30, ammes frem til kl. 10.30 og få vand frem til kl. 11.30. Det gik rigtig fint, selvom jeg havde frygtet det. M sov pga feberen og så længe jeg sad op med ham, så gik det ok.
Da vi kom ud til ørelægen, kom vi til med det samme og lynhurtigt lå M på briksen og fik masken med narkosen. Han græd lidt, men gjorde ikke synderligt modstand. Hans lille krop blev slap og hans fingre slap mine og så blev jeg bedt om at gå. Tårerne trillede ? det gør de bare, når ens guld skal i narkose. Det er vist en naturlov.
Jeg nåede at sidde i venteværelset 7 minutter, så var M klar i et opvågningsrum. Dér lå han, min lille mand, i aflåst sideleje. Og jeg måtte ikke røre ved ham, før han selv vågnede, åååårh! Dét var svært ? også for mormor som var med. Hun ville, ligesom jeg, bare tage sin lille guldklump op og holde ham, men vi måtte pænt vente.
Han græd da han vågnede. Og det fortsatte ? han græd knap to stive timer efter narkosen. Han var så ulykkelig. Ørelægen sagde at han godt kunne forstå, at M havde haft ondt. Der var både mellemørebetændelse og øregangsbetændelse. Vi fik øredråber til den kommende uge, noget penicillin eller antibiotika, der skulle dråbes direkte ned i øregangen. Højre øre var værst – der er siden drænet løbet så meget betændelsessnask ud.
Siden har M sovet af h til ? jeg havde nok forventet meget mere sammenhængende nattesøvn øjeblikkeligt. Det skete ikke! Hans middagslure gik faktisk også helt i kuk. De har ellers været dejlige lange og regelmæssige. Jeg har følt mig som en zombie de sidste dage ? det der natteroderi er jo tortur.
Men så i nat! ? sørme om ikke natten gik liiiidt bedre end de seneste 5 nætter og i dag sov han 3 timer til formiddag og 2 timer til eftermiddag. Præcis som før. Pragtfuldt! Nu sidder jeg og har tid til at skrive ? dvs. han sover lige nu. I sin egen seng. Det er altså skønt, at få lidt aften med sin computer og sin mand. I omvendt rækkefølge naturligvis.
OOOOOHHHH MYYYY GOOOOD! Jeg har været ude og cykle. For første gang siden M blev født i juli. På min gamle havelåge af en cykel. Den er tung som et ondt år og har kun 3 gear. Sadlen gør ondt i r…., hjulene ekser en lille smule og den er en anelse for lille. Meeen jeg kom afsted. 10 km på 30 min. Ikke prangende, IKKE kønt (se mig lige, haha) og slet ikke hurtigt, men skidt pyt med det. Jeg kom afsted!
Jeg ved jo at det er den vej jeg skal, hvis jeg skal af med flere kilo. Og det vil jeg jo så gerne – har jo lovet mig at 2016 er MIT år. Jeg skal ned under det magiske tal og blive der. Jeg mangler 15 kilo (kunne sagtens tåle at tabe mere, men små skridt). Jeg har lovet mig selv at blive sundere for mine børns skyld. Ingen gider jo ha en evigt forpustet mor med en ladeport så stor, at enhver plastik-havestol må bukke under (ja, det er sket i virkeligheden, sååå flovt!)
Målet er at købe tøj i almindelig tøjbutik – jeg vil gerne kunne passe en str. 44-46 i stedet for en str. 52-54, som var en realitet, da vægten var på sit højeste. Jeg synes det er helt op til folk selv, hvad str. tøj man bruger… JEG vil bare gerne kunne passe tøj fra Vero Moda, Vila osv. Det kan jeg ikke mindes at have kunne i hele mit voksne liv.
Jeg er så uendelig træt af at skulle tænke over min overvægt. Kan jeg være i flysædet, kan dén skal-stol holde, falder gyngen ned (ja, det er så OGSÅ sket!!) og hvad man ellers kan have af bekymringer som overvægtig.
Jeg har faktisk besluttet mig for, at efter min og F’s ‘Den Store Synde-weekend’, så hedder projektet ikke kun ‘Nul sukker frem til sommerferien’ for mig – det hedder også ‘Lidt motion hver dag frem til sommerferien’. Dét blir svært! – og hårdt! Men jeg gør et forsøg, hep hep!
Som tidligere nævnt har jeg gang i projekt 100 dage uden sukker. Det er gået så skidegodt og kiloerne er raslet af. MEN nu har jeg de sidste 3!!!! uger stadig kun tabt 11-12 kg. Jeg kan ikke rigtig nå videre. Ikke engang en møg-belastende mave-virus med tilhærende non-stop ophold på toilettet i et døgns tid, har fået vægten til at hoppe over på de magiske minus 13 kg. Hvor er det nederen! Jeg ved jo godt, at det er NU jeg skal hænge i, og det gør jeg også. Der er jo kun 25 dage tilbage (but who’s counting) til ‘Den Store Syndeweekend’ (ja weekend, F og jeg skal spise usundt en hel weekend!).
Jeg ved jo godt hvad der skal til… Det er den latterlige motion. Jeg har skrevet om min holdning til motion her, men jeg er ikke rigtig kommet igang. Endnu. Men det skal jeg! For jeg er så tæt på et delmål og jeg vil nå det!
Imorgen er det søndag – måske jeg skulle få F til at fikse min cykel op, så den kan køre. Jeg har bare en virkelig elendig cykel (dårlig undskyldning). Ellers må jeg gå. Jeg skal i hvert fald ud, især hvis solen skinner. Og nu har vi ferie, så bør der dælme være tid til at jeg får rørt mig lidt.
Glade dejlige påske til mig (uden chokolade ‘indsæt selv meget nederen smiley-fjæs her). Heldigvis skal jeg til påskefrokost – for voksne. MED min dejlige mand! Så skal vi ha’ en øl – og måske en snapsemad. Fik jeg sagt det var uden børn? (haha)
I dag var mor-og-O dag. F skulle skrue på cykel hele dagen hos en kammerat, så mormor blev hidkaldt til pasning af M. Og så skulle O og jeg i cirkus Baldoni. O har ikke været i cirkus før, så jeg var spændt på hvad hun ville synes.
Vi skulle med tog og bus derop (Kgs. Lyngby) og dét i sig selv er jo et kæmpehit. Vi havde smurt sandwiches af hjemmebagte boller (se opskrift) til madpakken, vi havde husket vand, frugt og guf. Alt var fint pakket i O’s Frost-rygsæk. Vi tog afsted kl. 10.30. Selve turen derop gik superfint, tog og bus passede perfekt sammen og med gåen til/fra bus og tog, var vi der ca. kl. 12. Forestillingen var kl. 13 og teltet blev åbnet kl. 12.30. Selvom vi skulle gå lidt (meget i forhold til små ben) og der var lidt ventetid, klarede O det så godt.
Vi fik nogle lækre pladser. Det er ikke et stort cirkus, så det var næsten umuligt at få en dårlig plads. Vi sad tilpas langt fra scenen, så vi ikke risikerede at blive hevet op på scenen. Det ville bestemt ikke være noget for O (eller hendes mor). Vi mødtes med en sød kollega af min og hendes søster, ven og masser af børn. Dem sad vi også sammen med og det var et hit, for O er meget stor fan af mine kollegas 7-årige datter.
Cirkusset havde alt hvad man kunne ønske sig – der var en klovn, en stærk mand, luft-akrobater, en jonglør, en hulahop-prinsesse og bug-taler- Hele showet var virkelig i børnehøjde og selvom O kun er 3 år, var hun optaget af showet det meste af tiden. Hun formåede at sidde stille helt indtil pausen (ret vildt, for O har virkelig krudt i r….!) Efter pausen dalede entusiasmen lidt, men dér var moren her til gengæld svært begejstret. Der var et herligt og humoristisk indslag med en fitness-dyrkende klovn og nogle utrolig dygtige luft-akrobater. O var træt og sad og hang på mig, men hun sad stille og bad sin mor lade være at klappe og huj’e så højt (ups!). Men det var godt!
Det bedste af det hele er, at Baldoni er et cirkus UDEN dyr. Jeg havde nemlig forsvoret at O aldrig ville komme i cirkus, da jeg synes det er modbydeligt at holde vilde dyr i et cirkus. Men Baldoni har en masse artister og indslag uden dyr, og det var et skønt show alligevel.
O og jeg nød i hvert fald timerne og jeg især nød at have lidt alenetid med O. Det er så skønt at have den mulighed (tak mormor). Skøn lørdag hos os – og så har vi oven i købet påskeferie de næste mange dage! Looove it!
Min søster har lige sendt en artikel til mig (læs den her). Den har hele 10 grunde til at bonusforældre bør hyldes. For det skal vi da! Det er dælme ikke altid nemt at være forældre for andres børn. Det kræver et helt andet overskud og tålmodighed ? og selv om det er noget vi selv har valgt, så kan det godt være hårdt. Vi bliver i tvivl om det var det rigtige valg og vi bliver i tvivl om vi gør det godt nok. Vi skal hele tiden forholde os til vores partners tidligere liv og vi skal leve med vores partners eks på tætteste hold.
Vi tænker hele tiden at vi skal fordele kærlighed og opmærksomhed ligeligt mellem egne børn og bonusbørn. Vi elsker dem med hud og hår, men det er ikke den samme kærlighed som den vi har til vores egne børn. Den er ikke ubetinget, men den er inderlig. Det kræver enighed omkring opdragelse med ens partner og det kræver at ens partner udviser blind tillid til, at man kun vil børnene det allerbedste. Det kræver at ens partner kan give plads til at vi, som bonusforældre, må opdrage, irettesætte, trøste og elske. Det kræver respekt bonusbørn og bonusforældre imellem ? børnene har ikke valgt os, men vi har valgt dem. De er en del af pakken og de har jo været med til at forme det menneske vi har forelsket os i.
Jeg synes det er en god idé at hylde bonusforældre! Selvom det er selvvalgt, er det altid rart at få et skulderklap ? at få at vide at man gør det godt. Det kan være tiltrængt, for det er ikke nemt. Prøv du selv at skulle leve sammen andres børn ? og giv så den nærmeste bonusforældre en high-five! Og hvis du lever I en sammenbragt familie, så husk at rose hinanden for jeres indsats og værdsæt dén kærlighed, bonusforældre nærer til dine børn. Dén kærlighed er speciel, for den er valgt til.
Jeg synes også at bonusbørn skal hyldes ? i langt større grad end bonusforælderen egentligt. For de har IKKE valgt situationen. De er blevet kastet ud i dine, mine og vores fordi mor og far ikke kunne finde ud af det sammen. De skal også vide at de gør det godt. Det gør mine bonusbørn i hvert fald. Det kan ikke være nemt at skulle navigere rundt i to hjem, to ?nye? voksne og søskende både her og der. Husk det, når du som bonusforælder kan føle dig en smule fyldt op ? for det gør man virkelig af og til. Nogen gange tænker jeg i hvert fald ?skide være med det, jeg kan ikke mere?. Men det kan jeg jo ? og det vil jeg jo gerne. Også de dage hvor det er hårdt. Jeg har i hvert fald en helt klar plan om at se mine to bonussønner blive teenagere, store drenge og voksne mænd. Det er ikke kun F jeg elsker ? jeg elsker også dem.
Når de så siger ?H, HVIS du og far skal skilles, så vil vi også gerne bo hos dig noget af tiden?.? ja, så ved jeg at de også elsker mig. Tak drenge <3
