Mit bonuslivs grænser

Det er en ny uge. Hverdagen er begyndt hos os. Jeg er startet på arbejde efter 15 måneders barsel. Frederik er ved at køre Mathias ind i vuggestue og starter job 1. september. Olivia er startet i børnehaven efter knap 5 ugers ferie. Begge børn sover elendigt om natten ? nok pga. hele virkeligheds-ræset igen. Og så har de fået nyt værelse, som de deler. Jeg er træt ? og det er kun tirsdag. Det er en lige uge, derfor er drengene hos os. De kom i går. Jeg føler ikke jeg kan ikke overskue det. Det er hårdt! Der er betydelig forskel på at have 2 eller 4 børn. Vi får mere travlt, mere stress, når de er her. Vi forsøger at nå det hele vha. planlægning. Hvem henter, hvem bringer, hvem laver mad, hvem kører til træning og så videre. Al den planlægning kan være stressende. Det er logistik på højt plan. Og det er jo ikke drengenes skyld ? det er bare vilkårene ved delebørn. Når vi har dine og vores børn.

Jeg savner F, når drengene er her. Hans tid forsvinder. Den forsvinder, mens han får maskinen til at glide. Han laver mad, vasker op, smører madpakker, laver lektier. Jeg bader børn, leger, læser bog og putter. Jeg klager ikke over fordelingen. Men jeg savner ham ? tiden om aftenen, når de små sover. De store sover senere og det passer næsten med, at jeg sover samtidig. Det er min egen skyld, ja, men med så mange opvågninger hver nat, er jeg nødt til at gå tidligt i seng.

Men jeg vil så gerne skrive på min blog. Jeg vil gerne være aktiv i min ?NYE 100 dage uden sukker med bonusliv? gruppe. Jeg vil gerne gå en tur, få lidt motion. Jeg vil gerne se mine veninder. Jeg vil godt tale med Frederik. Jeg vil gerne planlægge bryllup. Men jeg når det ikke. Ikke altid, ikke det hele og ikke hver dag.

Der går (unægteligt) tid fra mig og mine børn, når drengene er her. Det synes jeg er hårdt. Det synes jeg er udmattende. Jeg skal være meget mere på, når drengene er her. Men jeg har jo selv valgt det. Men selvom jeg selv har valgt det, er det vel også OK at sige at det er hårdt? Det er jo ikke det samme som at fortryde. For jeg fortryder intet.
Men jeg savner at kunne tale højt om MINE følelser, MINE tanker og MINE behov.

Det er længe siden jeg har skrevet om mit bonusliv på bloggen. Det har været sommerferie. Drengene har været ved deres mor i 3 uger først og dernæst hos os i 3 uger, hvoraf vi var 14 dage i Tyrkiet. Jeg har haft masser af ting at skrive ? men jeg har ikke følt jeg har haft tiden. Eller overskuddet. Samtidig har jeg tænkt over hvor min grænse går. Er mine følelser FOR tabu? Er det normalt at føle dét jeg føler. Jeg savner et sted, hvor bonusmorens tabuiserede følelser og oplevelser bliver italesat. Men skal det sted være min blog? ? stedet hvor jeg åbner op for de (forbudte) tanker. Jeg håber jeg TØR. For jeg føler der er et behov. Ikke kun for mig ? men for mange bonusmødre. Vi føler (ofte) noget, som vi ikke må sige højt. Eller noget vi ikke kan lide at sige højt. For så lyder vi onde og ikke-rummelige. Men det ville være rart at vide, at andre har det ligesom mig. Bare nogen gange.

Det var nogle meget personlige tanker, direkte fra mit hoved til mit tastatur. Tag godt imod dem ??

#bonusliv