Er det ok at sige nej?

Kan jeg tillade mig at sige tak, men nej tak? Det ved jeg ikke om jeg kan, men jeg gør det! For jeg har virkelig ikke lyst til at det skal ske…

Lige siden O blev født for knap 4 år siden har kun de allernærmeste passet hende. Jeg skal virkelig hvile ved de mennesker som jeg lader have hende uden jeg er der. Det er blevet lidt nemmere efter hun er blevet større, men jeg synes stadig det er svært.

Nu har drengenes mor har spurgt om ikke O må komme hjem til hende og hygge nogle timer med drengene, i hendes uge. Så kan O se deres værelse og få et indblik i deres liv ved hende. Altså uden mig. Dvs. drengenes mor skal “passe” hende.
O er meget glad for drengenes mor, så det er ikke problemet. Jeg er bare ikke TRYG ved det. Der er så få mennesker som har haft O uden jeg var der.

Derudover er F’s ekskone ikke MIT tilvalg i livet – men hun hører med i den pakke jeg har sagt ja tak til. Betyder det så hun skal være en del af mine børns liv. Som andet end drengenes mor. Er det en del af pakken, at mine børn skal have et forhold til hende?

Jeg har ikke hørt O efterspørge at besøge drengene hos deres mor, så jeg ved ikke hvis behov det er. Jeg kan sagtens forstå idéen og ved at forespørgslen kommer fra et kærligt sted. Ligesom O er meget glad for drengenes mor gælder det også den anden vej.
Men jeg bryder mig bare ikke om det. Og det skal jeg “bare” ha sagt. Jeg tænker at når O er større og selv udtrykker ønske om det, så kan det måske godt være.

Men hvordan siger man det? Jeg er jo så konfliktsky og vil ikke såre nogen…

Måske er jeg bare er overbeskyttende, små-paranoid og en anelse emsig. Men den kappe tager jeg gerne på – for JEG skal have det godt, når det handler om mine børn og de mennesker der skal være i deres liv ??

Wish me luck!

#bonusliv