Irriterende spørgsmål!

Livets forskellige stadier har det med at bringe nogle af de mest irriterende spørgsmål med sig. Vi kender dem alle.

Da jeg blev single som 23-årig efter et længere parforhold, bemærkede jeg det første gang. Pludseligt kom spørgsmålet oftere og oftere “Skal du ikke snart finde en kæreste?” Ofte blev spørgsmålet stillet til de der obligatoriske familie-sammenkomster med Tante Olga og Onkel Spradebasse. Jeg svarede altid “Jo jo, jeg når det nok”.

ENDELIG møder jeg F. En dejlig mand, som gerne ville være MIN kæreste! Men så kom spørgsmålet “Har I tænkt på børn?”… Øøøøh hvad kommer det dig ved?! Hvis jeg ikke selv nævner det, er det nok fordi jeg ikke gider snakke om det.

SÅ blev jeg gravid… Aahhh ro på, ingen spørgsmål. For nu havde jeg manden, jeg ventede ønskebarnet. Hvad kunne ellers interessere andre (ligegyldige mennesker)? Ha ha jeg blev klogere! Tror lige akkurat O var blevet taget ud af min mave, førend spørgsmålet kom “Hun skal da være storesøster på et tidspunkt, ikk?” Say what?! Jeg var blevet kørt over af en damptromle – min mave var flået op ved et ret akut kejsersnit, mine bryster var på størrelse med Linses, min brystvorter føltes som om de var blevet kærtegnet med det groveste sandpapir. Lige dér, er det IKKE næste barn man tænker på. Og da slet ikke den AKT der skal til, for at lave flere børn – bare tanken og hele en kroppen går i alarmberedskab.

Men nu var hun her jo, den smukke O, og hun sku da ha vand i håret ved en kirkelig ceremoni. Sååå kom spørgsmålet “Skal I måske giftes samtidig?” Hmmmm naarhj, dét var ikke lige planen. Så havde du nok hørt det! Og hvis det endelig var, så lad os da ha’ lov at overraske selskabet, som vi tydeligvis vil, hvis vi ikke har sagt noget om det.

Senere hen kom også M til verden. Her ændrede spørgsmålet sig lidt og blev til “I skal da IKKE have flere børn, vel?”. Dét har jeg skrevet min mening om i blog-indlægget af samme navn (klik på teksten i gåseøjnene).

Nu er vi her. To børn rigere, intet ægteskab, og der er ro på spørgsmålene. Dem som kender os ved at vi ikke skal købe hus. Vi skal heller ikke giftes (HVIS jeg nogensinde bliver spurgt, har jeg tænkt mig at bruge enhver tænkelig kommunikationsform for at gøre ALLE opmærksom på at JEG skal giftes haha). Sååå hvad er der tilbage at spørge om? De fleste har pli nok til ikke at stille spørgsmålet “Nåå, skal I snart skilles (gå fra hinanden)?”. Men det er vel dér jeg er nået til i livets irriterende spørgsmål, skilsmissen.

Først kæreste, så flytte-sammen, så huskøb, så bryllup, så barn, så barn igen, så skilsmisse… Ikke alle får samme spørgsmål, ikke alle oplever de samme livsændrende ting (heldigvis), men vi kender alle spørgsmålene. Vi støder på dem i forskellige sammenhænge og vi kaster op over dem.

Måske en dag vil nogen spørge mig om jeg taget stilling til en eventuel begravelse, og til det kan jeg svare JA, bisæt mig, spil en glad sang i kirken og kom mig på de ukendtes. Hold en fest og fejr dét liv der var 😉

Ha ha lidt surrealistisk, men jeg tror de spørgsmål er en del af livets cyklus. De er skide irriterende, men jeg tror bare de er tegn på andre menneskers oprigtige interesse i én. Helt ærligt, så stiller jeg dem jo også selv. Vi mennesker er født nysgerrige, mig selv inklusiv. Tænk hvis jeg skulle gå glip af noget! 🙂

Hvad får DU af irriterende spørgsmål – og hvad svarer du? Glæder mig til at læse med.

#bonusliv