I dag fik O et ekstrastort kram

Når børn ikke bliver behandlet ordentligt, bliver jeg så ulykkelig indeni. Mit moderhjerte gør ondt og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

I dag har jeg hygget med O og M sammen med mormor i Glostrup. Det har været en skøn dag med hygge, is og glade børn.

Da vi skulle hjem, skulle vi med toget. Vi når det lige akkurat og vi står i mellemgangen, da M sidder i barnevognen og vi kun skal 1 stop. En anden familie stiger på ligesom os. En mor, en far og tre børn. Tre drenge, i alderen 7-11 år tror jeg. Moren er ved at skælde den yngste søn ud. Hun taler ikke pænt til ham – hun virker træt og frustreret. O holder mig i hånden, for stemningen er lidt trykket.
Toget kører meget langsomt og det irriterer drengene, og den store spørger forældrene hvorfor. Der bliver svaret noget i stil med “det ved jeg sgu da ikke, gå dog op og spørg ham der kører toget. Dumt spørgsmål!” Den anden forælder kigger anklagende på den søn, som stillede spørgsmålet og tilføjer “du FATTER jo ikke en skid”.
Kort efter trykker den mindste søn på knappen, så døren går op ind til kupéen. Moren halvråber “stop så for fanden, jeg er så PISSEtræt af dig!” Olivia drejer hovedet op mod mig. Jeg ved hvad hun skal til at sige, så jeg skynder mig at stikke øret helt ned til hende, så hun kan lure at hun skal hviske. “Mor, man må ikke sige pisse”… Jeg hvisker bare, nej skat det må man ikke, tilbage..
Mens vi hvisker, hører jeg et ordentligt DUNK! og kigger forskrækket op og ser den yngste ryge ind i tog-dørene modsat hvor vi tre står. Moren har simpelthen slået/dunket ham hårdt i ryggen!? Jeg blev så overrasket – så forfærdet, så lammet.
O knuger min hånd, og jeg vil bare væk! Anede ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Skulle jeg spørge hvad i alverden de havde gang i eller lade som ingenting? Det var SÅ akavet og jeg var så pinlig på forældrenes vegne og så ked på drengenes. De virkede som en familie fuldstændig uden ressourcer og værktøjer til at komme videre.

Jeg SÅ reelt ikke slaget, men efterfølgende tager den lille dreng forsigtigt fat i morens hånd og prøver at kramme hendes lår/mave og hun ignorer ham bare og taler med faren.

Jeg synes det var såå synd! Hele situationen, sprogbruget og deres indbyrdes kampe. Jeg ved (VIRKELIG!) godt hvor langt ud man kan være kørt som forælder. Men i min verden er der INTET der retfærdiggører at SLÅ/dunke et barn eller at tale så nedladende til dem. Det er BØRN! Generelt er det bare IKKE ok at få børn til at føle at de er til besvær, irriterende eller dumme.

Skulle jeg ha’ sagt noget? Skulle jeg ha’ risikeret en scene, en diskussion med det her forældrepar? Jeg valgte det fra, for min skyld og for mine børns. Men jeg tænker meget på de tre drenge og hvordan deres hverdag er. Måske forældrene er så lullet ind i det, at de synes dén opførsel er ok.

Vi stod af toget og jeg gav O et kæmpekram. Prøvede at forklare at de to forældre var meget sure, men at man ikke må opføre sig som de gjorde. O forstod vist ikke rigtig “alvoren”, men hun var tydeligt påvirket af stemningen og oplevelsen.

Det sidste hun sagde til mig, da vi puttede til natten var “man må ikke slå, vel mor?” ??

Jeg VÉD godt, at det var et øjebliksbillede vi så. Det var tidlig aften, en varm togtur, efter en lang, klam dag, så alle var nok trætte og brugte. Jeg ved det godt, men alligevel….

#bonusliv