Langtidsammer jeg mon?

Jeg elsker at amme! Jeg synes de stunder amning har givet mig med O og M er mere værd end det dyreste guld. Den samhørighed og symbiose er helt emninent. Jeg ville aldrig være det foruden. Jeg har også været heldig – det har aldrig været svært, mælken er løbet i stride strømme og jeg har undgået enhver form for ødelagte nipples 🙏🏼

Der er jo megen debat om amning på de forskellige medier, især emnerne ‘offentlig amning’ og ‘langtidsamning’. Især det sidste har ikke fyldt spor i min bevidsthed, for med Olivia valgte hun selv babsen fra da hun var 10 mdr. Derfor har jeg bare forventet at det samme ville ske med M. MEN nu fylder drengen 1 år!!! på søndag (hvor vildt er dét lige 😳) og jeg ammer stadig. Både dag, aften og nat. Selvfølgelig ikke ligeså meget som tidligere, men M får lidt hygge-babs i løbet af dagen og når han vågner om natten kommer han med i min seng, hvor der nærmest er åben buffet.
Men hvornår er nok nok? Det tænker jeg tit over. Lige nu vil jeg gerne amme frem til vores ferie i starten af august. Men hvad så bagefter? Nogen har spurgt “hvornår tager du kampen og stopper med at amme ham?”, andre spørger “vil du langtidsamme?” Svaret er at jeg virkelig ikke ved det. Jeg havde aldrig forestillet mig at amme en 1-årig. Men hvorfor stoppe, når vi begge stadig hygger os? Jeg ved slet ikke om det er en kamp jeg har lyst til at tage. Flere steder i verden anbefales det jo at amme til barnet er 2 år+.

Jeg håber og tror, at M selv vælger det fra på et tidspunkt. Nu skal han i vuggestue og jeg på arbejde i midten af august. Mon der så ikke kommer en naturlig stopklods? Vi må se…

Hvad tænker I om amning? Hvor længe er længe? Og hvornår er FOR længe? 😚

Ps. Det er virkelig grænseoverskridende at vise mine amme-billeder – så tag godt imod dem! ??

#bonusliv